Farvel - og tak for fisk.

Underlige lyde trænger ind gennem døren.

Efterfulgt af dufte fra en anden verden, og ekkoer af skridt ned gennem den lange gang, der åbenbart er udenfor. I rummet høres sagte snorken og med mellemrum knirken fra hvileløse vendinger, når den ukendte måde at sove på bliver for meget.

Mine øjne åbner sig langsomt, og lettere forvirret kigger jeg mig rundt, mens sindet og sjælen igen finder plads i min morgentrætte krop. Et dunkelt rum, med sorte persienner - stort, og kun beboet af to senge og to stole, samt et lille bord - og et par kufferter.

Og stille går det op for mig, at jeg nu er i fuld gang med en afsked, af den slags der både er god - og træls.

Jeg er på Livsstilscenteret i Brædstrup - for allersidste gang. Og den venlige snorken i værelset, kommer fra min medbeboer, der endnu ikke er helt vågen.

Siden mit første besøg i slutningen af 2016, har jeg haft fornøjelsen af at tjekke ind på stedet ialt 6 gange, og lært utallige dejlige mennesker at kende. Mennesker, hvis historier og overskud har haft en dyb indflydelse på mine tanker, samt på mine madvaner og levemåder.

Jeg har i den periode tabt utallige kilo - og taget de fleste på igen. Prøvet mange forskellige retter, opskrifter, tankemåder, og fundet frem til det, der kan være istand til at få mig godt frem til det mål, jeg har sat mig.

Tabet af vægt, og kureringen af mine forskellige skavanker, gennem vedligeholdelsen af en sund livsstil.

Ja, jeg ved det godt - der h a r været en del øjeblikke undervejs, hvor den der tykskallede chokoladeflødebolle og den der dybsorte cola, har fundet vej til mit indre. Situationer, hvor aftensmaden har været FFTO - Fra Frys Til Ovn - og hvor indholdet af nyttige næringsstoffer nærmest har været negativt.

Og jeg ved godt, at ingen af mine sygdomme er helt forsvundet endnu - tarmene brokker sig stadig, blodtrykket danser ind imellem, de andre småting hopper ind og ud som det passer dem. Og hverdagen er stadig fyldt af alt det, der nu er ude i et pulveriserende og stadigt foranderligt liv.

Men det er alt sammen en del af det liv, jeg vælger at leve. Både som ædru alkoholiker, tarmsyg, overvægtig, og depressionsmuligt blodtryksforhøjet menneske, er det blandt mine muligheder, at kunne vælge frit mellem alt, hvad livet tilbyder mig.

Jeg skal bare sørge for, at der blandt det jeg vælger, er en overvægt af alt det der sunde, gode, dejlige, og velsmagende, jeg har lært at sætte pris på gennem perioderne på Centeret. En overvægt af de levemåder, og de træningsmåder, jeg har kunnet snuse til her.

Jeg kommer sgu til at savne stedet. Savne de store, varme smil, man bliver modtaget med. Savne den ægte bekymring og indlevelse, de ansatte daglig viser. Savne køkkenets kreativiteter - mærkelige smage, der velbehageligt trænger ind i mine smagsløgs allerhelligste. Savne roen i meditationstimerne - debatten i undervisningen - latteren og hyggesnakken i fritiden.

Savne - at være sammen med mennesker, der alle søger ændring af en Livsstil, de ikke har brug for. Og som gennem stedets ualmindeligt effektive sammenskruning, finder frem til det, der lige præcis kan hjælpe dér, hvor man nu lige står.

Men jeg ved, at den måde jeg har levet mit liv gennem de sidste snart otteogtyve måneder - én dag ad gangen - vil kunne hjælpe mig gennem de ændringer, jeg er nødt til fuldt ud at implementere i min hverdag, for at kunne nå mit mål. Ved, at ingen af de mennesker, jeg har lært at kende på opholdene, er længere væk end den nærmeste telefon eller computer.

Ved, at jeg har fået venner, der bare holder ved, og som på egen krop har lært, hvor godt det er at være her på Livsstilcenteret.

Så det vil være med største Sindsro, at jeg på torsdag siger farvel til stedet for sidste gang - og fortsætter ud i det liv, jeg har lært at elske siden den niogtyvende april tyveseksten.

Bare én dag ad gangen.