At bladre.......

Der er noget, der fanger min opmærksomhed.

I ved, på den sådan let irriterende måde, der opstår, når et eller andet pludselig dalrer rundt i udkanten af mit synsfelt, og får mig til at stoppe med det, jeg nu lige var i gang med.

Det er et blad, kan jeg se da jeg kigger efter.

Et brunt blad - der langsomt drejende rundt om sig selv, graciøst sejler ned mod min næsten døde, afsvedne græsplæne, og som til slut lander med et fuldstændigt uhørligt bump, der kun opfattes fordi jeg nu har hele min opmærksomhed rettet mod det.

Og ja, jeg ved det godt. Jeg kan naturligvis ikke på nogen måde "høre" den lyd, sådant et vissent, dødt blad afgiver, når det lander mellem de tusindvis andre, der i løbet af den alt for tørre sommer er faldet af træerne i min have.

Det føles bare sådan - som om netop dette blad giver et skæbnebestemt "bump" fra sig, når det med sine ganske få grams landing, skaber et uendeligt lille øjebliks forstyrrelse i det univers, det hele sit liv var en del af.

Alene dét, at jeg sidder og tillader mig selv at følge bladets vej mod sin  - måske - endelige hvileplads, får min morgensløve hjerne op i omdrejninger, og starter en mangfoldighed af tanker, der lynhurtigt finder tilbage, til dengang bladet startede sin tilværelse.

Som en lillebitte knop - på en tynd, tynd gren af det univers, der kom til at være alt, det nogensinde kendte. Et univers, fyldt med så mange forgreninger, afstikkere, farer - og solbeskinnede, regnvejrsdrukne vidunderlige glæder - at det næsten ikke kunne vente med at vokse sig stort og stærkt, og dermed blive istand til at give s i n skærv til modertræets muligheder for at overleve.

Nu er der nok nogen af jer, der sidder og næsten automatisk begynder at sammenligne sådan et bette blads liv, med det liv, vi selv lever. Hvilket heller ikke er helt af vejen, når det nu endelig skal være.

Og måske især, når man - som jeg - kigger nærmere på det lille blad, der nu ligger livløst og allerede smuldrende på overfladen af det græs, det altid havde set som noget uhyrligt spændende og helt uden for rækkevidde.

For bladet havde alt imod sig, lige fra starten af tilværelsen. Det lignede ikke de andre - var misformet, krøllet sammen af genetisk uforståelige årsager, og næsten ude af stand til at levere noget af det, alle de andre blade leverede til modertræet.

Men det overlevede de fleste af de andre blade. Voksede sig stort, og på sin egen måde smukt og specielt, inden tørken endelig fik modertræet til at kappe forbindelsen, og dermed startede den udtørring, der endte med at det her til morgen lydløst gav slip, og begav ud på sin sidste rejse.

En rejse ud i det ukendte - ud i det, der altid havde omgivet det, men som det ingen idéer havde om - og med noget, der er så uendeligt meget større end det selv, betragtende dets yndefulde flugt, det sagte nedadgående flyv, der endte dér, hvor det uden at vide det, vil blive til en del af noget endnu større - endnu vildere, og endnu mere skævtvoksende vidunderligt.

Den jord, der skal give næring til det træ, der gav liv til det blad, der startede som en grøn knop i eksistensen.

Og alt det skete for øjnene af mig, mens jeg drak min morgenkaffe, og startede endnu en første dag, i det, der er resten af mit liv.

Hvilket jeg med glæde gør - bare Én Dag Ad Gangen.