Pludselig......

..... væltede jeg.

Verden tumlede omkring, som et hold forårskåde delfiner i et hajfyldt farvand. Det stille sus i mine ører voksede til et uimodståeligt crescendo af bragende larm, mens mine øjne forsøgte at fokusere på dét, der skulle have været mine hænders greb på den nærmeste faste genstand.

Med et kvalmende klask ramte jeg sengegærdet - drejede halvfems grader - og endte fuldstændigt som de andre gange med rumpetten i sengehalmen.

Suk.

Jeg får de her pludselige svimmelheder, ind i mellem. Ud af det blå, uden forvarsel, og med fuld speed på nedgangen i alle musklers kraftpotentiale, rammer de mig. Som regel, når jeg ellers mener at have fået kontrol over mine gangvorters balanceevner, og bevæger mig friskt fremad i frejdig firspring.

Jeg skal åbenbart ikke tro, at jeg er noget.

Og hver eneste gang tager det næsten "for ever", at komme tilbage til noget der bare svagt minder om dét, der ellers var opnået. Hvorefter jeg kan begynde forfra igenigen, med at arbejde mig op på niveau med fortidens bevægelsesevner - og så bare håbe at det varer længere inden næste omgang rammer mig.

Det kan også komme, mens jeg sidder lige så stille og finpudser nogle strøtanker - vrælende ind fra højre med bulder og brag - spidse høje hvinelyde, der får mine øjne til at knibe sammen i ren smerte. Brændende varme og isnende kulde i hver sin side af kroppen - og alt sammen efterladende mig svag som et nyfødt hjortekid, med lunger der arbejder som en blæsebælg.

Hver evig eneste gang - hvad enten jeg går eller sidder - er det med én eneste tanke hvirvlende gennem mit hoved. Et angstfyldt: "Er det nu?", der udmatter lige så meget mentalt, som tabet af kræfter udmatter fysisk.

Og trods samtale efter samtale med det vidunderlige personale, vi har på afdelingen - trods gentagelse efter gentagelse af lægernes rolige ord - ligger den der stadig, tanken.

Er det nu.......

Nu kunne jeg selvfølgelig skrive en hel masse om, hvor meget det hjælper mig at have min Sindsro med på sidelinien. Fortælle, hvordan dét at leve én dag ad gangen, giver styrke og ro når alt det ramler.

Men det er jo kun bagefter, at den når at sætte ind, Sindsroen. Ikke mens verden står i flammer, og livet føles som var det på vej væk. For dér har hovedet og sindet nok at gøre med at forsøge at sætte alt ind i det rette perspektiv igen, så jeg kan forlade det hele i god ro og orden, hvis det nu skulle være så vidt.

Det er det nu ikke.

Og hver gang er Sindsrobønnen det allerførste, jeg tænker, når jeg igen har fået verden under kontrol og lydene i mine ører er faldet til et acceptabelt niveau. Imens jeg spekulerer over, om der var noget. jeg kunne have ændret eller om jeg bare skal acceptere tingenes tilstand.

Jeg forsøger også at finde mod, til at ændre dét, der eventuelt k a n ændres, så næste gang ikke (forhåbentlig) bliver lige så hård.

Men mest af alt forsøger jeg at finde den Visdom, der kan hjælpe mig til at afgøre hvad der kan, og hvad der ikke kan ændres. For uden den, bliver intet anderledes.

Og det skulle det gerne, ikk'?

Bare sådan - Én Dag Ad Gangen.