Splintrende stjerneskud gør ondt....

....når de danser ud af det ene øje og sætter verden i brand.

Pludselig er alt forandret. Øjnene får dobbeltsyn, smerterne skyder ud af huden omkring dem - og forsvinder fra alle andre dele af kroppens ene side. Tungen slår klik og åndedrættet falder til ingenting - mens blære og afføring indstiller arbejdet.

Imens sidder den dér - proppen - midt i sit lille spind på toppen af hjernestammen, og gnækker hæst til de andre propper, der havde den frækhed at komme i månederne før: "Jeg vinder..... for jeg sidder værst......."

Så forsvinder verden.

I et gnistrende øjebliksbillede af alt det, der indtil da betød noget, vælter alt og mudrer livet til. Og mens sortheden vælter ned over mig, arbejder kroppen hektisk på at ændre, lave om, godtgøre, bygge op, rive ned.........

Alt, hvad den kan for at sætte tingene på plads igen.

Men den er kommet til kort, er den, overfor min nu fastsiddende forstyrrer af verdensordenen. For hvor der ingen mulighed er, kan der intet genoprettes. Så stilheden sænker sig over de nerver, der indtil da havde haft travlt hele mit liv med at holde smertemotorvejen igang, og sørget for at kroppen kunne undgå alt det, der gjorde ondt.

Mørkt og koldt ligger nervetrådene derfor uvirksomt hen, uden mulighed for at fortælle hjernen at den skal passe på i hele den venstre side af kroppen og højre side af hovedet.

Og hjernen begynder at tvivle på sig selv.

Tvivle på, at den nogensinde bliver sig selv igen. Tvivle på, at det der er sket kan ændres - kan omgøres - kan repareres.

Tvivler - på livets evner.

Men det starter med et prik.

Spidsen af en træstrikkepind borer sig skånselsløst ind i den tynde hud ved roden af lillefingerens blomme. River i de døde områder og bider sig vej ind til....... dér........ En tøvende impuls skyder ud fra en sovende smertecelle, og bevæger sig undrende op gennem det tavse net af tråde, med endestation i en hjerne, der undrende spørger: "Hvem fanden er du ? Hva' ve' du ? Ja´ska´ gi´ dig, ska´jeg....".

Og smerten føles.

Svagt, men genkendeligt - fyldt med en glædesblandet, grådlabil virkelighed, hvor det gør godt at det gør ondt. Utrætteligt hamrer, stikker, prikker, gnider ergoterapeuten på det enorme område, der ligger dødt og koldt hen. Vækker område efter område - bringer mere og mere tilbage af alt det, der forsvandt.

Dag efter dag - time efter time.

Ikke det samme, men anderledes. Og endnu hverken helt eller halvt i styrke eller antal. Men på vej - umiskendeligt på vej.

Og øjet kan se.

Det dobbelte syn er danset ud af en tangent, der fjernede det fra mit blik, og kun smerten i huden og det overfladedøde øjeæble er tilbage. Det er nu også ved at vågne op igen - øjeæblet altså - og fortæller mig med frydblandet sadisme hver gang de livsnødvendige dråber rammer et nyvågnet område og sender små sviende meddelelser til den hjerne, der ind imellem er på overarbejde.

Imens bliver jeg - som en anden dansende dervish - bedre og bedre til at bruge mine ben, og har nu med glæde trillet min rollator i garage igen. Dér hører dén nemlig hjemme, gør den.

Hvor er livet dog dejligt.

Der er naturligvis lang vej igen - og jeg bliver nok ikke helt den samme igen, som jeg  var før. Men så er der et nyt menneske at lære at kende - og det er jo ikke det værste der kan ske.

Bare det sker Én Dag Ad Gangen.