Fremad, min fyrige ganger.

Der er et gammelt ordsprog, der siger at man bare skal op på hesten igen, når man falder af. Underforstået, at ellers risikerer man at blive bange for den der gutens hest - eller sådan no'et.

Det rammer mig ret kraftigt i øjeblikket.

Jeg er nemlig kommet i den lidt uheldige situation, at jeg har fået konstateret en blodprop i mit højre øje - det øje, jeg nu er blevet opereret to gange på, på grund af det der sammenskvattede glaslegeme.

Og det stinker så ganske absolut en hel masse.

Ud over, at det naturligvis er en belastning for min daglige kamp mod min kroniske sygdom - min alkoholisme - er det samtidig en trussel mod min evne til at kunne forsørge mig selv. For, som erhvervschauffør skal jeg jo have et ganske fint syn, for at kunne beholde mit erhvervskørekort.

Og det har jeg ikke, hvis synet bliver nedsat som følge af en blodprop i synsnervens blodforsyning. Hvilket sker med absolut sikkerhed, og er umuligt at reparere.

Det eneste, jeg kan gøre, er at håbe at synet ikke bliver så meget nedsat, at det kommer til at betyde noget. Og jeg har da lov at håbe, ikke ?

Så da jeg fik beskeden, lige efter min sidste operation i fredags, følte jeg det som en mega mavepuster, der næsten fik det til at svimle for mig. Ked af det, ærgerlig, grumpy, begyndende negativ, og på vej til at gå helt i stå, af bare afmagt.

Men ikke så meget som én eneste tanke, der kunne have ført mig hen i flaskemundingen igen. Ikke et eneste savn, efter den falske beroligelse, der kunne komme ud af det.

Og dét glædede mig gevaldigt, for "normalt" før i tiden, ville jeg have foretaget universets flotteste hovedspring ned gennem den nærmeste flaskemunding, og opholdt mig indenfor de sikre glasvægge, lige så længe der var nok alkoholfyldt vædske at drikke, med det samme jeg havde fået beskeden af lægen.

Istedet har jeg valgt, at forsøge på at få det bedste ud af den nye situation - at jeg de næste måneder ikke ser særligt godt med mit højre øje, og at jeg måske aldrig kommer til det igen.

Og jeg forsøger med smil på læben, at vænne mig til den kvalmende fornemmelse, der opstår hver gang jeg forsøger på at kigge med det. En ganske mærkelig oplevelse, idet det virker som om nogen har sat en halvfyldt flaske med bunden presset ind mod mit øje, og fået vædsken til at skvulpe lige så stille.

Alt sammen uden at kunne fokusere på noget som helst, og uden at kunne få begge øjne til at arbejde sammen. De kigger hver sin vej, når jeg forsøger på det.

Rent faktisk er jeg nødt til at knibe det opererede øje sammen, for at kunne finde ud af at skrive den her blog - og samtidig tjekke hvad der så egentlig kommer til at stå på skærmen, da jeg pludselig også har fået en tendens til at ramme ved siden af. Det gi'r nogle sjove ord, ind i mellem.

Og da jeg skulle lave aftensmad i dag - med ét fungerende, fokusustabilt øje - jamen altså.........

Jeg havde besluttet mig til at lave en omgang græskarsuppe med hele svineriet - græskar, kartofler, champignon, løg, og ristet bacon - en ret, der normalt vil tage mig en god times tid at kreere. Der skal jo ordnes græskar - et Hokaido - og kartofler, løget skal pilles, champignonene skal renses, æblerne snittes - og det hele skal skæres i tern, så det kan koges sammen. Og der skal skæres bacon i tern, og snittes friske krydderurter.

Og så skal det hele jo også blendes.......

Nu hvor jeg ikke har andet end ét øje at gøre med, og samtidig har megasvært ved at fokusere med det, forsvinder afstandsbedømmelsen lynende hurtigt. Med det resultat, at der havnede forskellige stykker tern på gulvet - ret meget faktisk -  et par fingre var tæt på at blive lynforkortet - og den varme suppe (da jeg kom så langt) var ved at ryge ud over det hele, straks jeg satte blenderen ned i den.

Tilsammen tog det omkring to timer, inden jeg kunne sætte mig med en skålfuld tyk, cremet (den fik en skefuld syrlig ymer øverst), varm og spicy græskarsuppe, med ristede kerner på toppen.

Men det var værd at vente på.

Så hvis tilværelsen ikke har større udfordringer til mig, end den slags petitesser, vil jeg tillade mig at mene, at jeg ikke bare er oppe på hesten igen - men på vej derudaf.

Og ja ja, jeg ved det godt.

Det foregår vel nærmest i luntetrav, men mere tør jeg sgisme da heller ikke. Livets krikke er jo lidt af en fyrig bandit at sætte i fuld galop, og da jeg er blevet smidt af den næsten hver gang, jeg har sat hælene i siden på den tidligere i livet - fordi jeg har haft så meget overmod, at jeg har ment den godt kunne få lidt mere fart på - så vænner jeg mig gerne til at al gang foregår i - gang.......

Et skridt ad gangen.

Og stoler på, at min sindsro vil kunne følge med, så jeg kan finde ud af, hvad jeg bare skal acceptere, og hvad jeg godt kan ændre.

Modet ? Det er der stadig - de næste fireogtyve timer.