Svært.

Ind i mellem føles livet svært.

Og nej, det her er ikke indledningen til en klagesang, som skal få jer til at sende trøstende beskeder afsted til et menneske, der er blevet væltet af livet, tilværelsen, og alt det der.

Men bare en stille og eftertænksom konstatering af, at livet føles svært - nu og da.

Når dagenes gråhed begynder at invadere sindets krinkelkroge, og tankemylderet finder sin egen rytmiske gentagelse.

Når det samme øjeblik, på det samme tidspunkt, dagligt  gentager et ingenting, der føles lige så besættende som en bådflygtning på et ubrugt dørtrin.

Når gentagelsernes ulidelige tyranni bliver modtaget med klapsalver af tankernes fællesskab - for så sker der da noget.

Når fortidens tåger fylder alt med afstandsløse dybder, og sygdommen truer med at tage magten.

Så føles livet svært.

De kræfter, der skal bruges til at hente virkeligheden ind på plads igen, smuldrer mellem fingrene, og siver lige så stille ned i det dynd, årtiers aktive ophold bag flaskernes glasvægge, har skabt.

Et dynd, hvor lysten til at fræse tænderne igennem den prop, der blev slået i for snart 500 dage siden, kan få mig til at ville slibe samme, så de er skarpe nok til at kunne gøre det - effektivt og skånselsløst hurtigt.

Men der skal Sindsro til at slibe, og Sindsro til at lade være. For begge dele er lige naturlige i mit liv - sygdommen og medicinen.

Og ingen af dem gør livet lettere. At tro andet, ville være at putte blår i mine øjne.

Til tider føles det dog svært - til tider e r det svært. Men det er Livet - og skal leves på Livets præmisser.

Også selvom den ene dag, jeg lever det ad gangen - virker som en gentagelse af den forrige.

Eller måske netop fordi, den gør.

Ædruelighedens gentagelse - dag efter dag - er jo det mål, der får livet til at være livet - en gang imellem.

Men også det, der kan få livet til at føles svært, når ønsket om bare at forsvinde ned i depressionens mørke sætter ind. Når alle gode tanker - alle gode intentioner - væltes omkuld af virkelighedens evne til at ramme, hvor det gør mest ondt.

Når tanken ikke længere hedder: "Jeg er ædru", men ændres til : "I det mindste, er jeg da ædru", så stiger livets sværhedsgrad pludselig til olympiske højder.

Hvorefter ædruelighedstræningen skal stå sin prøve, og der skal kæmpes til den helt store guldmedalje - kæmpes, så sygdommens sorte tanker sprøjter ud af fingerneglene.

Og måske - vil livets sværhed så løsne sit greb en anelse, og tillade lysende strejf af lykke og lethed at vække genskin i mit sind.

Kan det være så svært ?