Under himmelens små stjerner.......

04:00

Der var noget, der vækkede mig.

Hvad det var, aner jeg ikke. Det kunne være en ræv, der gjalpede udenfor - lysene fra en morgentræt bilist på vej hjemad - en edderkop dansende på min næse - eller alt muligt andet, der kunne tænkes at eksistere udenfor omridset af min bløde, dejlige seng.

 Men på ét ganske lillebitte øjeblik gik jeg fra at være tryg, sikker, og omgivet af drømmeskabte situationer i Morfeus vidunderlige varme arme - til at glo op i mit soveværelses hamrende sorte univers - et sted, hvor lys åbenbart  ikke var noget, man ruttede med.

Og så var det alligevel ikke helt sandt - det der med manglen på lys. For da jeg bevægede mig udenfor min dynes lettere omklamrende varme, og trak gardinet til side, så jeg halvsøvnigt kunne kigge ud af mit vindue - åbenbaredes universets milliarder af lyskilder sig for mine meget tidligt morgenvågne øjne.

Myriader af gnistrende små pletter på himmelen, der gik fra at være lettere udtværede til at være skarpt ubevægelige, da jeg først fik mine briller på. Allesammen præsenterende sig selv på en natmørk og skyfri himmel, der ikke blev plaget af nogen former for gadelys eller billygter, men kun lod sig ændre af blinkene fra et enkelt højtflyvende rutefly.

Et af den type scenarier, der kun kan lade sig gøre herude, hvor afstanden til menneskeskabt lys er stor nok til ikke at forstyrre.

Vidunderligt.

Hastigt fik jeg kastet en morgenkåbe over min nøgne krop, og trak udenfor på gårdspladsen - hvor jeg med hovedet bøjet så meget bagover som muligt uden at knække nakken, i store og nydelsesfulde klumper inddrak synet af den vidunderlige Langelandske nattehimmel.

Stjernehobe, stjernetegn, enkeltstjerner - og Mælkevejens svage stribe af baggrundsstjerner gnistrede ind på nethinden - alt sammen fik det mig til at føle mig, som det jeg er - en del af det uendeligt store og uendeligt fantastiske univers, hvor mængden af vidundere aldrig stopper.

Det var svært at løsrive mig fra synet, men da morgenkåben for x'ende gang var blevet blæst op af den faktisk ellers ganske behagelige nattevind, og min hud (jep, hver eneste centimeter) begyndte at føles en anelse småkold, luntede jeg indenfor igen, med stjernerne oplysende Tryggelev og Langeland bag mig.

Ind - for at forberede en kop morgenthe, og lade hjernen forsøge samtidig at samle indtrykkene fra den stjerneklare nattehimmel.

For bag hele denne underskønne natmorgenoplevelse kunne jeg føle, at der lå noget andet og bad om at komme frem i stjernernes svage lys. En følelse, dannet af foreningen mellem de gnistrende himmelpletters løfter om fjerne sole, fjerne planeter - den natmorgendrillende vinds kælne smygen henover min søvnigtfølsomme hud - og roen i min tidligere så plagede krop og hjerne.

En følelse, der på det her for mange alt for tidlige tidspunkt på døgnet, gav mig mulighed for at fyldes med en glæde over livet, jeg før i tiden kun kunne drømme om.

Min morgenthe bliver færdig - og jeg rejser mig fra skrivebordstolen og skærmen, for endnu en gang at gå udenfor og nyde stjernehimmelen, denne gang med mit varmtdampende thekrus i hånden. Ud til en nattehimmel, der fornærmet har trukket sit tilbud om skarptlysende stjerner tilbage, og nu kun præsenterer dem som svage pletter på en morgenmørk t-shirt.

Mit nattesyn er åbenbart blevet korrumperet af lyset fra den hidsige computerskærm.

Men når bare tålmodigheden er tilstede, kan alt ske.  Og  i løbet af nogle få minutters afslappet venten, med samt indtagelse af næste hele min kop morgenthe. begynder de at dukke frem igen - bliver stille og roligt stærkere og stærkere at se på den fløjlsmørke himmel - og står med ét i kraftig kontrast til en ganske bettelille og svage stribe let rødfarvet horisontlys, der næsten usynlig giver løfter om den kommende dags varme og lys fra vores helt egen lokale stjerne - solen.

Et løfte om endnu en dag af den slags, jeg efterhånden har taget mange af - én ad gangen.

Og dén dag vil jeg - med mit nyctophile nattesyn, min velsmagende morgenthe, og min glæde over livet, universet, og alt det der - modtage på den måde, jeg har fundet som værende den rigtige for mig.

Ædru.