Når hjertet står stille.......

....... kan du høre dit vingeslag.

Kender I det ? 

At noget pludselig giver en helt anden mening, end den man regnede med ? Sådan har jeg det med mærkedage i øjeblikket - de der dage, tidspunkter, øjeblikke i livet, som vi mennesker med største flid sætter som afgørende punkter i det liv, vi lever. 

Jeg har mange af dem - startende helt fra min egen fødsel - den begivenhed, der vel egentlig for os allesammen er den mærkedag, vi sætter højest - vores fødselsdag. Efterfulgt af resten af familiens fødselsdage - søskende, forældre, børn, kærester, koner, vovser, katte, og så videre.

For ikke at tale om bryllupsdage, eksamensdage, flyttedage - og de mere generelle såsom højtidsdage, nytårsdage, "den dag barnet tabte sin første tand"-dage, og alle de andre mærkværdige, men år efter år gentagne dage der tilsammen udgør mærkerne i det liv, jeg lever og har levet indtil nu.

Men - ingen af dem er så vigtig for mig, som den mærkedag, der gør det muligt for mig at kunne fejre alle de andre stadigvæk - min Ædruelighedsdag.

For uden den, ville jeg med stor sandsynlighed slet ikke have været tilstede til at kunne huske, tænke på, tænke over, og glædes over alle de mærkedage, der kommer væltende ind fra højre i løbet af året.

Og jeg ville have været præcis som hovedpersonen i Dorthe Gerlach's sang "Inger's Ting" - et bortpustet minde, hvis mærke på tilværelsen hurtigt visnede væk. En skygge af noget, der om hundrede år måske allerhøjest vil være en spændende historie i familiesagaen, om det sorte får, man altid advarer sine børn mod at efterligne.

Dén tid kommer, det ved jeg godt. Vi skal jo allesammen igennem dét, at erkende vores egen forsvinden fra eksistensen som en givet slutning på et liv, der startede med vores første mærkedag. 

Spørgsmålet er bare, hvordan vi vil blive husket bagefter - når hjertet står stille.

Om der vil blive fortalt hviskende historier om druk, svigt, retssager, skænderier og bristede hjerter - eller om der vil kunne fortælles om et liv gået galt, der nåede at blive rettet op igen, inden glemselens vinde blæste asken væk og lod minderne ligge tilbage.

Det giver min Mærkedag mig muligheden for - time for time, dag for dag, måned for måned, og år for år. Og hver gang jeg minder mig selv om det spand af tid, der er gået siden jeg blev ædru - hvad enten det er tanker tilbage til første gang, jeg gik i behandling, eller minder fra da jeg endelig blev helt mør og valgte ædrueligheden - så glædes jeg samtidig over, at jeg har muligheden for at kunne nå at rydde op i mit liv, inden det bli'r til et minde, om noget, der var. 

Det vil jeg gøre - Én Dag Ad Gangen.