Undskyldninger, forklaringer, og fortællinger.

Det er gået op for mig, at der er mange stadier på min vej mod det ædru, gode liv. Stadier, der hver for sig indeholder meget forskelligt, men som alle er bundet til en enkelt ting - Ærlighed.

Herunder naturligvis også alle de undskyldninger, forklaringer, og fortællinger, jeg kan og skal være parat til at foretage af et ærligt hjerte. Og som dermed gerne skulle være medvirkende til at rive endnu flere fastgroede reaktionsmønstre fra hinanden, og skyde flere højtflyvende bortforklaringer ned fra den Sindsroens himmel, der med mellemrum viser sig i min hverdag.

Det er ikke alt, der kan ærligt undskyldes og forklares. Der findes utallige begivenheder og reaktioner i mit liv, der kun kan fortælles, og hvor intet andet har nogen effekt. Kun fortællingen, ærligt fremlagt overfor de mennesker, der har været ramt, indeholder en blank erkendelse af at det skete, og hvad der skete.

Intet Hvorfor, intet Hvordan - kun den sårbare fortælling, med alle enkeltheder blotlagt. Uden bagtanker, selvretfærdiggørelser, og anklager. Eller bønner om forståelse og tilgivelse, for disse er ikke mine at bede om.

Kun med Håb.

Håb om, at kunne leve mit liv fireogtyve timer ad gangen, bedre end jeg gjorde som aktiv misbruger. Ærligere, klarere, og parat til at kunne indrømme mine fejl, så snart jeg begår dem, og søge tilgivelse for dem, hvis en sådan er mulig.

Hvis ikke jeg vil kunne finde tilgivelse, da at leve med dem for øje, så jeg ved hvordan jeg undgår at begå dem igen.

Tidligere gemte jeg alle mine fejl og karakterbrister bag en mur af bortforklaringer, løgne, himmelråbende undskyldninger, og hyggeligt krydrede bedtime stories - alt sammen beregnet på aldrig at vise hvem jeg var, og hvad jeg indeholdt - aldrig at vise eller fortælle, hvordan mit liv havde udfoldet sig.

Jeg gemte alt bag den mur, for ingen måtte få at vide, at jeg ikke var det menneske allesammen så. Ingen måtte opdage, at jeg ikke kunne klare alt, at jeg ikke var Guds gave til en undrende menneskehed.

Ingen - og da især ikke jeg selv - måtte finde ud af, hvad der var sket for mig.

Undervejs mistede jeg alt. Familie, venner, sikkerhed, økonomi, job - og selvrespekt. Jeg lærte at hade mig selv for de ting, der var sket, og nægtede at tilgive nogen som helst for noget som helst. Jeg flygtede med jævne mellemrum til nye omgivelser, nye omgangskredse - for på den måde kunne jeg sørge for at ingen ville kunne krydse alle mine brændte broer tilbage til den, jeg havde været.

Ingen ville kunne se mig - for den jeg var, var ikke værd at se.

Den flamme blafrer stadig inde i mig - et sted dybt nede i mit jeg, hvor den forsøger at tage næring fra de uafklarede begivenheder, jeg endnu ikke har fundet fra min fortid - og lagt frem.

Men flammen bliver mindre, for hver gang jeg kaster en spandfuld ærlighed og åbenhed ned over den. Hver gang jeg blankt erkender, overfor rette vedkommende, nøjagtig hvordan det var fat med mig, og hvad jeg har begået overfor ham/hende/dem, slukkes endnu en del af den hadets og uærlighedens flamme, der har brændt i så mange år.

Og som gennem hele mit liv - fra den første skamfulde oplevelse som barn - har gjort alt, hvad den kunne, for at gemme alle mine hemmeligheder, alle mine skrækkeligt ensomme sårbarheder - i et morads af gentagelser og selvhad.

Mit håb er, at jeg med tiden vil kunne slukke flammen helt. At jeg vil kunne give slip på alle de gemte hemmeligheder, uærligheder, og bedrag, jeg har levet på hele mit liv. Og derigennem finde frem til, hvem jeg i virkeligheden er, så jeg kan leve de forhåbentlig endnu mange år, jeg måtte have tilbage, ædru og ærlig.

Se dét, er en fortælling, jeg glæder mig til.