Suk.

Kære alle jer, jeg kender - alle jer, jeg ikke kender - og alle jer, der tror I kender mig.

 Jeg ved godt, at jeg er blevet lidt sær - lidt introvert - i min socialsfære og omgangskreds. Jeg ved også godt, at det måske ikke lige harmonerer med, at jeg deler alt på Facebook Offentligt, og ikke kun blandt de nærmeste venner.

Men der er en grund til alt.

Min introverthed - det, at jeg holder mig meget for mig selv, og ikke rigtigt søger kontakt med andre i Real LIfe - har intet at gøre med mine sygdomme. Tværtimod ville disse måske endda nå frem mod bedring hurtigere, hvis jeg var mere udadvendt socialt.

Men den har med mig at gøre. Den mig, jeg stadig er i gang med at forsøge på at finde ud af, og som indeholder alt det, jeg var og gjorde igennem et efterhånden langt liv.

Og den har at gøre med den sårbarhed og de sår, jeg er blevet bibragt. Ikke bare siden jeg gik i behandling sidste år, men i høj grad også dem, jeg har fået gennem livet.

Burde jeg så ikke holde mig helt for mig selv på de sociale medier også ? Nedskære mit engagement på Facebook og Blogger, og vente på at sårene de heler, inden jeg står frem - igen ?

Sætte mine konti til udelukkende at kunne ses af de aller-aller-nærmeste venner ?

Nej, kære allesammen - det bør jeg ikke. For kun gennem det, at være åben overfor omverdenen - helt åben - kan jeg vise, at de angreb, der er foretaget mod min person og det liv, jeg lever, er forkerte.

Kun ved at nægte at blokere nogen som helst på Facebook, kan jeg vise de mennesker, der har blokeret mig på deres FB, at selvom de har noget at skjule, har jeg intet.

På de sociale medier kan jeg vise styrke - og sårbarhed. Klarhed - og tvivl. Erkendelse - og forvirring. Og derigennem forsøge at bygge det Jeg op, der skulle have været på plads for mange år siden.

Men fysisk socialt halter det - nok fordi vi alle mest har nok i os selv, og helst ikke vil involvere os i andre. Det kunne jo være farligt, ikk'?

Lige nu ville jeg ikke vide, hvad jeg skulle gøre, såfremt jeg fik besøg. Om jeg skulle glædes over besøgets ankomst, eller se frem til dets afslutning.

For jeg falder sammen, i øjeblikket. Reduceres til en ikke-betydende klump liv, hvis største fordel er evnen til at sætte bogstaver sammen til ord, og ord sammen til sætninger.

Og jeg føler, at jeg udraderes. At jeg stille, og næsten umærkeligt, visker billedet af mig selv ud, uden at vide om det er muligt at tegne et nyt.

Uden at vide, om dette nye billede vil være ægte, og kunne ses af andre for hvad det er, og hvad det var. Åbent, ærligt, og ligefremt.

Det er vist det, man kalder Ensomhed.