Jeg vil ikke.........

 

....... være den gamle idiot, det er så nemt at blive opfattet som.

I ved, ham den der underlige, der altid har en - for det meste outdated - mening om alting, og som altid blander sig i ting, der - efter alle andres mening - ikke kommer ham ved. Idioten, der kaster om sig med statusopdateringer af mere eller mindre valid karakter, og som invaderer jeres hverdag med sine stadige fortællinger om sig selv, sig selv, sig selv.

Jeg vil lyttes til, høres, læses, ses, mærkes - eksistere på lige fod med yngre skribenter og meningsdannere, så også vi, over folkepensionsgrænsen, kan medvirke til at gøre fremtiden eksistentielt acceptabel for de yngre generationer.

....... være til gene for en omverden, der har mere travlt med at se mit pjuskede hår, mine hærgede øjne, mine skavanker efter propperne, og mine underlige vaner - end at opfatte mig som dét jeg er.

Det er alt for nemt, at trække mig ind i mig selv som en sur eremitkrebs, og så bruge tiden til at forstærke den tomme skal, som besattes da der ikke var andre muligheder tilbage - end at drøne rundt i samfundet uden skal, vise min sårbarhed og risikere samtidig at blive ramt af alle de tankeløse pile, der kontinuerligt flyver i min retning.

Om så jeg skal trække et spor af hjerteblod fra de mange stik og sår, så nægter jeg at bøje mig i støvet og bare blindt acceptere uforstand og dumhed. Jeg vil rejse mig, med fakkel i hånd, og søge at kaste lys i de mørkeste kroge.

....... være en parentes i de liv, der har betydet alt for mig siden jeg første gang lagde alle mine våben og overgav mig til kærligheden.

Kærligheden til forældre, partnere, børn, livet............. Udfordret gang på gang - smadret gang på gang - trukket ud i hvinende tynde strimler gang på gang - og flygtet fra igen og igen, indtil virkeligheden endelig indhentede mig for 55 måneder siden. En virkelighed, der indeholder alle de fejl, alle de dårligheder, jeg kun kan søge at blive tilgivet for, og selv tilgive. 

....... være den, jeg var - eller den, samfundet vil have mig til at blive.

For jeg har et dagligt valg, der ikke skal trække mig til nogen af siderne. Hverken et tilbagefald eller en Blå Bog's-blindhed, står på min To Do-liste. Det gør til gengæld de ting, der dag efter dag bringer mig tættere på at kunne det igen, jeg kunne før 17. januar 2020 - før de første to propper lagde mig ned, og ændrede min tilværelse, min hverdag, mit liv. 

Jeg vil .......

........være ædru - i dag.

....... være taknemlig for at jeg vågnede ædru.

....... være klar over betydningerne i ordene Sindsro, Mod, og Visdom.

....... være mig.

Og hvis jeg kan det, så vil det være så uendeligt meget lettere, at kunne kigge fortiden ind i øjnene, og fortælle den at vi er en del af hinanden, og at vi kun ved at tilgive og forstå, vil kunne møde dagen imorgen med ren samvittighed.

Bare Én Dag Ad Gangen.