Hvad er Virkeligheden.

 Pludseligt opstod spørgsmålet inde i mig. Helt af sig selv dukkede det op på min indre skærm, og stod dér og dirrede, mens det langsomt forsvindende afventede mit svar.

Virkeligheden

Et ret dybt spørgsmål, hvis du spørger mig - og det gør du jo nok. Eller ikke. For i Virkeligheden er der ingen grund til at stille mig et spørgsmål af den slags. Eller noget som helst andet spørgsmål.

For - er Virkeligheden ikke bare en illusion, vi har skabt for at kunne bilde os selv ind, at vi eksisterer ? At mylderet af atomer, der udgør den krop vi er i, den verden vi er i, det univers vi er i, reelt ikke eksisterer. 

I Virkeligheden ?

Gennem årtusinder - ja måske endda gennem millioner af år, for Tid er jo relativ, siges det - har dét der er "vi", langsomt arbejdet "os" frem mod en så kompleks eksistens, at den burde være umulig. 

I Virkeligheden

"Vi" har - gennem alle "vore" eksistenser - kreeret stridspunkter, stridsmuligheder, og stridsøjeblikke, der alle har defineret "vores" lille, lokale virkelighed. For gennem strid, gennem kamp, overvindelse, den bedst egnedes overlevelse, og andre reelt ikke eksisterende mål, er "vi" fræset gennem eksistensen af "os", uden at se os tilbage. Og uden at erkende, at intet af det hørte hjemme i Virkeligheden..

For i Virkeligheden er ingen religioner, ingen racer, ingen stridspunkter - og ingen Magt.

Er "vi" så i virkeligheden magtesløse ? Eller er dét, at alt i Virkeligheden kun eksisterer som struktureret energi, der i et uendeligt flow samles om et tidløst hul, inden Virkeligheden gentager sig selv.

Det er bare tanker. Strøtanker, ville nogen nok kalde dem. Men ikke desto mindre tanker, der får deres eget liv, i en virkelighed der i Virkeligheden er en del af sig selv.

Og inden I begynder at spekulere på, om der eventuelt er røget lidt spids nøgenhat over mine læber, må jeg pointere, at jeg i virkeligheden er både ganske clean og ædru, mens jeg sidder her klokken sent nok om aftenen og prøver at få Virkeligheden til at passe i en form, jeg vil være istand til at forstå.

Vel vidende at samme form vil være en del af samme Virkelighed - som jo i virkeligheden ikke er andet end en illusion.

Men helt okay - når "vi" nu åbenbart selv mener at vi "eksisterer" i en sådan Virkelighed, hvad holder os så tilbage fra at ændre fokus fra "strid" til "ro", og fortsætte roligere gennem en eksistens, vi ellers er tæt på at ødelægge totalt. En eksistens, hvor det endegyldige mål aldrig har været hverken kendt eller erkendt. Hvor virkeligheden er en konstruktion, "vi" endnu mangler at kunne fatte.

Som fysiske væsener, altså.

For er der noget, jeg er nærmest klippeklart overbevist om, så er det at dét, vi er når vi ikke er fysiske væsner, har et fælles mål i Virkeligheden. Et mål, der måske berettiger og retfærdiggør alt, "vi" har gjort, begået, og udført, siden dette univers's første bøvs.

Kender "jeg" så målet ? Det aner jeg ikke, om jeg gør. Eller rettere - det aner mit fysiske jeg overhovedet ikke, om "jeg" gør. Hvordan skulle det også kunne gøre det ? Det har jo kun været her i lidt over halvfjerds år - alt så mit fysiske jeg.

Mit "jeg" kan risikere at have været "her" voldsomt meget længere. Måske lige siden det førnævnte første bøvs - en ære, "jeg" i så fald ikke har alene, men deler med "alle de andre", der på samme måde kan konstateres værende en fælles del af samme urgnist - samme "ur-jeg".

Min ven Bo, ville kalde det her for nattetanker. Og med et glimt i øjet postulere, at selvom jeg lyder bindegal, når jeg fabulerer over Virkeligheden på dén måde - så er der jo ingen der siger, at jeg ikke har eller kan have ret.

For i Virkeligheden - har vi alle jo ret.

Ret til at være, ret til at tænke, ret til at eksistere. På enhver tænkelig måde, og ethvert tænkeligt tidspunkt. Men også ret til at acceptere "alle andre's" lige så store ret til eksistens og væren.

Hvilket jeg - inden jeg får væltet mig alt for langt ud af en eksistentiel virkeligheds-tangent - har tænkt mig at gøre. Og uden at skele til, at Tid i Virkeligheden er relativ, har jeg tænkt mig at gøre det i Sindsro.

Bare Én Dag Ad Gangen.