Berøringsangst.

Udenfor mit stuevindue hvirvler snefnuggene rundt i en inciterende flamenco. Lidt ned, lidt op - og så en hvirvlende rundtur gennem den frostkolde luft. Min varmepumpe kæmper med den stadige tilførelse af nye, frækt drillende fnug, der uimponeret af pumpens berøringsangst lægger sig præcis hvor det passer dem.

Og når jeg så vælger at bevæge mig ud i det vældige, vilde, voldsomme, vidunderlige snefog, så kærtegner fnuggene isnende sødt mine kinder, mens den vind der er deres usynlige dansepartner, blidt blæser frost i mine øjenbryn.

Men ingen af dem - hverken fnuggene eller vinden - har nogen former for berøringsangst overfor mig - overfor mine sygdomme.

Overfor min kræft.

Frygten for at det smitter, ligger ikke i et snefnugs DNA eller en vinds ophav. Ingen af dem regner med at slibe kræftceller af huden på mig - eller bære metastaser rundt i universet, så andre kan fange dem på frostbidte kinder - og blive smittede.

For kræft smitter ikke. Kræft kaster sig ikke over de stakkels uskyldige, der måtte have valgt at besøge mig i min eremitagebolig. Stedet, hvor min medbeboer er nøjagtig lige så uimponeret overfor både min kræft, som han også gennem mange år har været overfor  min alkoholisme.

For kræft smitter ikke. De vildtvoksende celler, der opstod i min lunge og min prostata, kæmper sig ikke vej ud gennem kød og hud, for at ligge på lur efter uskyldige besøgende, så disse senere kan lægges under et vildt brummende apparat, der kaster celleskadende stråler efter de uretmæssige indtrængere.

For kræft smitter ikke. Husk det nu - kræft smitter ikke........

Men - uanset hvor mange gange jeg fortæller mig selv denne, åh så indlysende sandhed - ligger der åbenbart stadig én eller anden ubevidst angst, blandt de, der ikke er ramt. En angst for, måske at blive den første, der modbeviser, at Kræft Smitter Ikke.......

Eller også er det bare angsten for, måske at skulle se ind i øjnene på et væsen, der pludselig har mulighed for at "kende sit endegyldige tidspunkt".

For...........

Det, der til gengæld smitter, er smil. Og dansende latter. Og glæden ved at drikke en kop kaffe - sammen. Glæden ved at hygge i et varmt hjem, mens snefnug danser deres egen glædesdans i et fog af vintervejr - sammen.

......................... min lille missemand nusser blidt mit ene ben med sin pande, og blinker kærligt til mig. Som ville han gøre mig klar over, at alt er, som alt skal være. For bare vi er sammen, han og jeg, gør de manglende besøg - den ubevidste berøringsangst - og de skjulte blikke, ikke det store.

Men savnet er der.

Og lige nu - hvor sneen blæser rundt i min have, og ned fra mit tag - kan jeg sagtens gøre som jeg plejer, og tage det hele En Dag Ad Gangen.

I Sindsro.