I fjernsynet er der halvtreds forskellige varianter af grå, og på den stofbetrukne kontorstol ligger den feline variant af samme farve, bare i sin dybeste mørke version, og snorker blidt, mens den sorteste sorte mentale sky langsomt driver rundt i stuen og tilføjer sin helt egen klang af tanketorden og bekymringslyn.
Inde i min hjernebark vælter den ene ordtsunamiskylle efter den anden ud mellem de snart alt for overarbejdede tankeceller i bølger af skumdansende fremmedord. Braky, kurativ intenderet, intraduktale karcinomer, symfyseinterferenser, mitiografi, og andre lægelige litanier, hopper fra bølgetoppene som små dråber, der hurtigt opsluges igen af det fremvældende mylder.
Og egentlig kan det hele beskrives med ganske få ord. To og to - og med punktum imellem, så de står så fuldstændigt skræmmende, som de er født til at være.
Min Kræft.
Min Angst.
Min Frygt.
Min Bekymring.
Toordssætninger, der i deres enkelthed fuldt ud beskriver alt det, det her indlæg er fyldt af. Og som også er starten på alle de nødvendige tanker, handlinger, og konsekvenser, der står parat til at skubbe alt andet til side, og springe ind på førstepladsen - ind, og stå helt dér fremme, hvor jeg er hamrende pinenødt til at tage dem alvorligt, og udføre dem.
Mit hoved føles, som er det ved at koge over. Helt på samme måde, som dengang jeg var aktiv, og på vej ned i den nærmeste flaske.
For det var jo på dén måde, jeg før i tiden ville have "løst" det hele. Ved at flygte fra det, og gemme mig i den nærmeste sø af øl, mens jeg desperat forsøgte at manipulere alt og alle omkring mig til at tage ansvaret fra mig, og bestemme hvad jeg nu skulle gøre.
Men de dage er ovre for længst. De måder at re-agere på blev sendt ind på et sidespor uden mulighed for at kunne vende tilbage til det spor, jeg lige siden har tøffet videre i livet på. For de og den måde at leve på, har intet at gøre i den verden, jeg gennem mere end ni år har kaldt - og stadig kalder - min.
Alligevel dukker ëkko'erne af fortidens aktionsmåder op inde i min hjernebark, og får lagt en fedtet film af selvfed bekymringsangt over det hele. En lille djævelsk hvisken af ord, der allesammen indeholder promiller, og som tigger om at blive revet over på hovedsporet igen.
Og muligheden for at kunne vurdere mig selv og mine kræftknuder - (er I klar over, hvor svært det er bare at s k r i v e ordet?) - sagligt, vurdere de muligheder jeg har for behandling, vurdere den tid jeg måtte have tilbage hvis, såfremt, i fald..................
Den mulighed er så svær at få taget frem i lyset, at jeg må bruge alle mine mentale kræfter på at sørge for den ikke glider ud af hænderne på mig.
Men jeg holder fast på den, gør jeg. Griber den i et knugende favntag, mens jeg indædt mumler at det er m i t liv, og at jeg og jeg alene er den, der kan tage stilling til, hvordan jeg accepterer mine kræftknuder, hvordan jeg får dem ændret, hvis jeg kan - og hvordan jeg finder den viden, der gør at jeg kan beslutte mig.
Suk.
På kontorstolen er husets feline overhersker vågnet, og strækker sig velbehageligt. Uvidende om dagen imorgen, og ubekymret om dagen i går - bare tilfreds i nu'et. En enkel, lille handling, der på én gang sætter mine omkringsigvæltende katastrofetanker i relief, og får mig til at huske på, at også jeg, bør nøjes med at leve her og nu.
For det er jo alt jeg kan - i dette liv. Om det næste bli'r anderledes ved jeg jo ikke - måske bli'r det et liv i et univers, hvor tiden ikke er en konstant, men en evig vælten rundt mellem for- nu- og fremtid. Og hvor der på dén måde bli'r mulighed for at lære, hvordan det ville være, ikke at skulle bekymre sig om andet end n u .
Hvilket jeg ellers har taget tolv trin hen imod at kunne allerede her - og nu.
I Sindsro.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar