Tre små ord.

 Pludselig sidder jeg og spekulerer på, om der er noget galt med mig. 

Altså - ud over de dårligdomme, der er kommet helt af sig selv med tiden - og udover den dér irriterende nodulus, der har valgt at tage sæde i min ene lunge.

Jeg har nemlig hverken råbt, skreget, tudet, eller banket hænderne til blods i afmagt, efter jeg har fået serveret dommen for et par dage siden.

"Du har kræft."

Tre små ord, der siges at have enorm indvirkning på os mennesker - og som kan få os til at gå helt bersærk, når det går op for os at vi ikke lige har kontrol over dén del af kroppen, men at den selv bestemmer hvor vildt, voldsomt, og vanvittigt den har tænkt sig at vokse. Ord, der efter alt hvad jeg har hørt og læst, får folk til at ændre livsretning, indstilling, følelser, og så videre, og så videre.

Men - ikke endnu.

Istedet er jeg bare nærmest følelsesløs. Som om det ikke har den store betydning for mig, at jeg i værste fald kunne miste livet til den dér grimmernikkel. Og uroen inden i mig, føles nærmere som om den hænger sammen med min - bekymring? - over ikke at have reageret, som jeg eller altid er blevet fortalt eller har set, at folk gør.

Med afmagt - fortvivlelse - og til sidst accept.

Måske hænger det sammen med, at jeg allerede er i besiddelse af en potentiel livsæder - en mulig dræber, af de værste - min afhængighed, min alkoholisme. Og måske hænger min manglende bekymring også sammen med den sandhed, jeg efter at have følt dyb afmagt, dyb fortvivlelse, og regulær dødsangst, over at være alkoholiker, endelig opdagede.

At jeg er nødt til i Sindsro at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre. Og finde Mod til at ændre dem, jeg kan.

Og nej - jeg har ikke glemt Visdommen, der skal til for at kunne kende forskel - for den er jeg i fuld gang med at finde frem til, med dygtige lægers hjælp. Læger, der meget gerne skulle kunne acceptere at jeg selv bestemmer, hvad der skal ske i mit forløb sammen med dem. Og som under ingen omstændigheder får lov til at tage magten over mit eget liv fra mig - hvad jeg ellers har hørt mange steder skulle være noget, der er nogle af dem der forsøger at gøre.

På den måde er det vel også meget nemmere, for sådan en sundhedsperson, at kunne planlægge sin hverdag og sit arbejde. Bare patienten gør, hvad der bli'r sagt - så ender det sikkert som lægen har tænkt sig.

Men det er jo ikke lægen, der skal styre. Han skal udøve sit erhverv, og ud fra patientens ønsker, søge at ende dén uholdbare situation, sygdommen har sat patienten i.

Alt andet lige - så er det dét, jeg føler sker i øjeblikket. At jeg bli'r hørt - at jeg bli'r anerkendt - og at min selvbestemmelse fuldt ud eksisterer uden at blive forsøgt ændret.

I guder, hvor er det rodet, det her. 

Gående fra at være bekymret over ikke at være bekymret - til knurrende at hvæse "Selvbestemmelse!" ud over læger, der sikkert kun vil mig det bedste, og som kan udstyre mig med den Viden, der skal til for at jeg kan finde ud af, hvad jeg vil.

Men måske er det netop dét, der er  m i n  måde at reagere på, da jeg hørte den søde, velartikulerede, og dybt professionelle læge sige de tre ord, jeg nævnte tidligere.

"Du har kræft."

For hvor roligt, jeg end reagerede, da hun sagde dem, så agerede jeg efterfølgende overfor ikke bare mig selv, men også mine nære og kære, med stentordnende skråsikkerhed - Jeg bestemmer selv, hvad der skal ske ! Og det, der skal ske, er det, der skal ske.

Eller...........

Selvom jeg føler, at jeg er klar på at acceptere det, jeg ikke kan ændre - i Sindsro - så har jeg en fornemmelse af, at der allerinderst inde sidder en lille mig, og venter på at kunne vaske angsten og usikkerheden væk med en omgang tårer.

For uanset hvor stærk, afklaret, eller sindsrolig man (jeg) er, så er det altid iorden at have - og at vise - følelser omkring det.

Phew........

Egentlig skulle det her blogafsnit have handlet om alt det, der er sket de sidste dage. Altså alt det, der ikke er nævnt ovenfor - skanningerne, undersøgelserne, turene med Flex, og alt det dér. Men da det ikke - sidder jeg og føler lige nu - vil have nogen form for plads i dét, jeg endte med at skrive - bli'r det til en anden god dags skriblerier.

For gode dage er det, jeg håber at have i udsigt.

I Sindsro.