Jeg er godt nok træt af det hele lige nu. Min hjerne føles øm, og mit sind føles uroligt.
Egentlig burde jeg vel være taknemlig for at have nået frem til ikke bare snart 72 leveår, men også snart 10 ædru år - eller helt nøjagtigt ni år, femoghalvfems dage, enogtyve timer, og ét minut, her klokken enogtyve nul to, den anden i ottende år tyvefemogtye.
Men når dagligdagen så pludselig fyldes med opgaver, krav, og begivenheder, jeg helst ville have været foruden - så er det, jeg begynder at føle mig slidt, træt, ved vejs ende.
Rolig nu - jeg har skam ikke tænkt mig at hverken opgive ånden eller styrte mig ned i depression. Intet af det er jo hverken særligt produktivt eller positivt - nærmere skumlende negativt.
Men det er jo så i sagens natur heller ikke istand til at være noget som helst af de nævnte ting.
Ser I - jeg er nemlig blevet indehaver af en såkaldt "spiked nodulus" - en bette tingest, der har været så uforskammet at vokse til dobbelt størrelse på et halvt år. Så derfor er det, at mine dage - som tidligere omtalt - pludselig er blevet fyldt med opgaver, krav, og begivenheder, af den type jeg godt kunne undvære.
Og mit ordforråd er blevet udvidet med nye, ukendte, og - for mig - farligt lydende ord. Ord som scintimetri, EBUS, koagulationstal, biopsi, og lignende mærkværdigheder. Samtidig med, at min hverdag de kommende 18 dage kommer til at gå med uendelige FLEX-ture, OUH-besøg, sundhedspersonssamtaler (kunne de ikke bare sige, at jeg skal snakke med en læge ?) - og krav om at forberede mig på at tage stilling til alt muligt mærkværdigt.
Herunder muligheden for en stadig vækst af den dér spiked nodulus - vækst, der kan ende med at den vælger (som om den selv kunne tænke, vor herre bevares) at mangfoldiggøre sig med aflæggere alle mulige mærkelige steder i mit normalt så mødige, men efterhånden ganske tilfredsstillende korpus.
Det kunne jo også - hvilket du har helt ret i, kære læser - ende med at blive til en storm i et glas vand, og vise sig at være dét, jeg for godt et år siden foreslog min egen kære, dejlige, men åbenlyst fejlbarlige, medicinske fagperson - min læge - et genetisk syndrom, der hedder Von Hippel Lindau, og som gi'r sig udtryk i vækst af en sjælden type modermærker de mærkeligste steder i kroppen.
Jeg har sådan no'en flere steder i forvejen - på bagsiden af det ene øjeæble, på min lever, min galdeblære, min ene testikel - og muligvis på min ene nyre. Alt sammen ganske normalt for syndromet - selvom det er så sjældent, at fremkomsten tælles i hundrede dele af en promille. Så selvfølgelig skal det da lige ramme mig.
Suk.
Nu er det så, at det går op for mig, at jeg er igang med at gøre noget, jeg er næsten verdensmester i - tale udenom alt det, jeg frygter. For selvom jeg har den dér flok sammenkrøllede blodårer, som man kalder modermærker, mange forskellige steder i forvejen - behøver min bette spikede nodulus ikke at være "én af familien".
Den kan skam godt ha' sit eget liv, kan den.
Hvilket jeg så skal - rettelse - hvilket OUH så skal medvirke til at finde ud af om den har. Og om den oprindelige tolkning af min kontrolscanning her for snart 3 uger siden - at den er en af grimmerniklerne, og bør fjernes med et hurtigt klip - kommer til at stå ved magt.
Endnu mere suk.
Jeg indrømmer blankt, at det ikke er min kop te. At jeg helst ville være foruden, og at jeg gruer for eventuelt at skulle tage stilling til, om den skal fjernes eller - i sidste ende - om jeg skal takke Ja eller Nej til de mere grumme behandlingsformer.
Æv for den lede.
Men - da jeg er blevet udstyret med det for mig og i min verden ultimative hjælpe- og støttesystem - Sindsrobønnen - samt visheden om at jeg kun lever én dag ad gangen - vælger jeg at tage det hele netop på dén måde - En Dag Ad Gangen.
Samt være så åben om det hele, som muligt. Det var en af de ting, der hjalp mig gennem de første mange svære måneder efter min misbrugsbehandling, samt gennem de utroligt slemme måneder efter mine blodpropper i hjernen.
Åbenheden kommer så til at bestå af blogopslag, hvor jeg har tænkt mig at skrive om det, der sker, og det, der påtænkes at ske - for én ting er helt sikkert:
Når noget kommer ud - enten gennem munden, eller i nedskrevet form - mister det en stor del af sin farlighed. Ikke sådan forstået, at den dér bette knude pludselig bliver mindre farlig. Men at den ikke bliver nær så farlig i mine tanker om den.
For godt nok er sådan en fætter mere lunefuld end en svigermor med jetlag - men sålænge jeg ikke lader tankerne om den overtage min hverdag, og lader de tanker der ikke kan undgå at dukke op, komme ud i det åbne - sålænge kan jeg forhåbentlig holde fast i mig selv, og blive ved med at være dét, jeg elsker at være.
Ædru, og i live.
Samt med en (forhåbentlig) stærk viden om, hvad jeg kan ændre - og hvad jeg ikke kan. Og tage den sidste del af det - det dér med hvad jeg ikke kan ændre - på den eneste måde, der virker.
I Sindsro.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar