Giv slip

 Fortiden er en mærkelig ting. Netop som jeg har besluttet mig for, at jeg på ingen måde kan ændre den, men kun acceptere den - banker den sit hoved op i mig igen. Og minder mig på, at jeg skal give slip.

Give slip på dét, jeg ikke kan ændre. Og ikke forsøge at ændre noget, ved at genoptage kontakten til de dele af den, der i forvejen var tabt på gulvet. Eller havde vist sig at være giftige for mig, og for min ædruelighed.

Men når jeg så samtidig sidder med en intens lyst til at arbejde mig h e l t ud af eftervirkningerne af ikke bare de mange års afhængighed, men også de vedblivende resultater af mine blodpropper - hjernetræthed, pludselig ensomhedstrang, kort lunte, og meget andet - så er det, at alt pludseligt virker meningsløst - selvom min hjerne bli'r ved med at insistere på, at der er en mening med galskaben. Og remser velkendte sætninger op for mig ad libitum - Gå Ikke Tilbage Til En Fuser - At Gentage Galskab Er Galskab - Gjorde Det Ondt Dengang, Så Gør Det Det Også Nu.

Og mange flere af samme slags. 

Suk.

I virkeligheden er det vel bare mig, der har et øjeblik - eller flere - af sortsyn, og ikke kan se at jeg allerede h a r fundet løsningen på "problemet" - løsningen på det, der bli'r ved med at ærgre, irritere, drille, ødelægge. Og som er dukket op mange gange før i mit liv - altid efter længere perioder med ædruelighed.

Den dér tørdruk, der af al sin kraft forsøger at få mig til at stå i en "umulig" situation, hvor det eneste der virker - er at hoppe ned i flasken igen.

Men jeg ser den - jeg genkender den - og jeg nægter at gøre, hvad den gerne vil have mig til. Det kan jeg nemlig ikke bruge til noget som helst.

Det, jeg k a n bruge, er at finde ud af hvorfor den dukker op igen og igen - og undlade at være i nærheden af eller beskæftige mig med dét, der udløser den.

Så jeg må igang med at stille mig selv nogle spørgsmål af den vigtige slags :

Er det fordi jeg har haft genoptaget kontakten til tidligere kærester, tidligere "legekammerater" ? Eller har jeg genoptaget netop dén type kontakter, fordi jeg eller min sygdom derigennem kunne dirigere mig hen til "nu hopper jeg sgu i flasken igen"-udspringspunktet ?

Jeg ved jo godt, at den nemmeste måde "Tilbage Til Fortiden" er at genoptage tidligere giftige forhold, tidligere ødelæggende typer samvær -  eller at acceptere at det, jeg var dengang, også er en del af symptomerne på min altødelæggende adfærd - og alligevel genoptage den.

Sgufandenoghelvede........

At acceptere sig selv, er virkelig en aldrig stoppende aktivitet - noget, jeg er nødt til at tage op med jævne mellemrum, for ikke netop at falde i fælden igen. 

Jeg har så åbenbart bare ikke lige haft for øje, at det ikke betød at jeg også skulle genoptage aktiviteter, forhold, kontakter, måder at tænke på, der plejede at gennemsyre mit tidligere "jeg". For - netop den dér med "Ingen forstår mig", har tidligere været hovedhjørnestenen i mit misbrug. Været dét, der gav mig carte blanche til at fortsætte med at ødelægge - og blive ødelagt.

I virkeligheden er der vel kun én, der behøver at forstå mig - nemlig mig selv.

Og kan jeg dét - forstå mig selv - så er der vel håb for mig. Håb for, at jeg kan leve i balance med mig selv. Håb for, at fortiden ikke vil blive ved med at banke på, men vil blive til en accepteret og arkiveret del af mig selv.

Indtil nu, har jeg hele tiden tænkt, at jeg gjorde hvad jeg kunne for det. Brugt min Sindsro dagligt - gennemtænkt dagens begivenheder ved sengetid - og reflekteret over mine måder at agere på, inden jeg faldt i søvn. 

Men når jeg kigger tilbage på de sidste års mange reflektioner kan jeg se, at jeg næsten ikke har brugt tid på at hverken kigge på eller reflektere over netop dé ting - genoptagelsen af tidligere forhold og kontakter. Og bare nærmest bevidstløst har accepteret dem uden at spørge mig selv, om det var nødvendigt, brugbart, ønskeligt.

Nogle af dem er netop det - nødvendige, ønskelige, brugbare. For det er jo ikke al fortid, der bare skal smides over skulderen med et "Nej Tak, ikke igen !". Det er jo ikke al fortid, der i sin essens var beregnet til ødelæggelse eller som undskyldning for genoptagelse af misbruget.

Noget af det var ærligt, kærligt, varmt, og inciterende. Det lå bare gemt under alt det andet. Pakket ind i sygelige opførsler, vanvittige afvisninger, og betændte bekendtskaber, i en sådan grad, at det aldrig kom frem i lyset.

Det gør det så nu - og trækker nogle af de giftige, de unødvendige, de ødelæggende, med frem i lyset.

Der findes en måde at si de giftige kontakter, ødelæggende bekendtskaber, unødvendige opførsler, fra. Den vil jeg gerne have lov til at dele med jer - for på den måde husker jeg at bruge den hver gang det er muligt. Ikke bare hver gang det er nødvendigt - men hver gang der er en mulighed for lige så stille at holde den under dét, der skal kigges på. 

For hvis jeg bruger den i god tid før flaskehullet dukker op i horisonten, kan jeg måske styre udenom og undgå at min sygdom blusser op igen.

Giv mig Sindsro,
til at acceptere de ting
jeg ikke kan ændre.

Mod, 
til at ændre
de ting jeg kan.

Og Visdom
til at kende forskellen.

Men gør det - Én Dag Ad Gangen.