Ting tager tid.

Dengang der var rigtige skrivemaskiner til, som jeg kunne sætte mig ved og benytte til at få mine tanker nedfældet på papir, var den største bekymring at rende ind i en skriveblokering.

Jeg kunne sidde i timevis og glo på det forbistrede hvide A4-ark - angst for at påbegynde defloreringen af papirets jomfruelighed med den første sætning. For var den forkert eller lød ad helvede til, når jeg læste den op igen - kunne jeg smide papiret væk. Hvilket ikke passede mig og min indre gnier.

Alligevel voksede bunken bag mig af sammenkrøllede A4-ark nærmest altid eksponentielt. Hvilket gjorde, at det endelige resultat - den færdigt beskrevne A4-side - blev behandlet med så meget større respekt, og lagt nænsomt i bunken af andre færdigskrevne sider..

Indtil jeg pludselig var nødt til at rive hele bunken af papirer til mig, for febrilsk at gennembladre dem, indtil jeg havde fundet netop dén side med dét ord eller dén sætning, jeg var i gang med at henvise til på det ark, der sad i maskinen.

Hvoefter jeg risikerede at opdage, at jeg huskede forkert, og måtte skrive indtil flere sider om, samt lade de nu ubrugelige sider dumpe over i bunken af sammenkrøllede fejlslag.

I dag er det noget nemmere.

Den lille sorte streg blinker varmt og venligt på skærmen foran mig, når jeg tænder for min pc.

Inviterer mig til at nedfælde mine tanker i fred og ro, og med mulighed for øjeblikkelige rettelser, hvis der skulle være tasteleif eller usammen hængende sætninger.

Og bag mig er der tomt og rent. Intet knitrende, krøllet papir, der fylder og får skrivepladsen til at ligne en skribents arbejdsområde. Ingen "døde" tanker, der aldrig vil komme til læseres øjne. Ingen fornemmelse af præstation, for der er intet fysisk resultat at kigge på.

Jeg skal heller ikke længere bøvle med forlæggere, redaktører, eller den slags meningsforstyrrende meningsdannere. Et lille vip med min højre pegefinger på musetasten, når jeg er tilfreds med dagens resultat - og verden kan læse mine udgydelser.

Hvis de altså har lyst.

Et eller andet sted er det netop lysten, der mangler som ingrediens i alt det her. Det er blevet så ganske nemt ikke bare at kaste sine tanker ud til hele verden, men også at lukke øjnene for de tanker andre kaster ud. Nettet flyder over med betragtninger, blog's, tanker, meninger, ideologier etc., som alle ønsker din og min opmærksomhed.

Så jeg - og nok også du, kære læser - grovsorterer i mængden af læsbare ting, inden vi sætter os til at læse et eller andet. For derefter måske at glemme, hvad det var vi læste, og lade det falde tilbage i nettets hvirvel af tal og bogstaver.

Det var nu nemmere, dengang skrivemaskinen var alle skribenters kæreste eje. For når man havde afleveret sine udgydelser til et forlag, og dette havde valgt at udgive dem - resulterede de i en fysisk genstand, der kunne tages i hånden og benyttes efter behag.

En bog. Et værk. En manifestation, af de tanker, man havde brugt talløse døgn og uendelige mængder A4-ark på at nedfælde, og som en eller anden nu (forhåbentlig) brugte penge på at erhverve, så den kunne tages med hjem og blive læst i fred og ro. Indtil siderne i den havde æselører, og sliddet på den resulterede i revner på forsiden, og knæk i ryggen.

Men den var altid nem at finde igen i bogreolen.

Nu er bogreolen afløst af mapper i roddrevet, og de skrifter, der er hentet hjem fra nettet, er gemt under Dokumenter. Med det resultat, at man med tiden har svært ved at finde frem til lige netop dét skrift, der indeholdt det man ledte efter, i den voldsomme mængde informationer, man har lagret på sin personlige computer.

Så derfor gemmer man til sidst intet på pc'en mere. Det er jo nemmere at lede på nettet, der ganske bekvemt husker alt for den enkelte, og hvor alt huskes til al tid.

Indtil nogen bestemmer, at det der er skrevet, eksempelvis af skribenter som jeg, ikke bør komme til borgeres kendskab mere.

Og sletter det fra nettet.

Den slags Orwell'sk sindssyge kan faktisk godt opstå. Bare tænkt på bogafbrændingerne op til anden verdenskrig, hvor utallige forfattere fik brændt deres udgivne værker, fordi de var farlige for systemet. Og hvor det, at skrive mod systemet, blev bedømt som landsforræderisk.

Alligevel overlevede disse forfatteres bøger. I enkeltkopier, gemt hos borgere, der hyldede den frie tanke, den frie ytring. Og blev en del af det samfund, vi har i dag.

Det samfund, hvor tanker udgivet på nettet kan slettes. Helt og fuldt slettes, så ingen risikerer at skulle læse dem nogensinde igen.

Puha - jeg tror nok, at dagens indlæg pludselig gik hen og blev lidt anderledes, end jeg havde tænkt, da jeg satte mig ved putteren, og kiggede på den vennesælt blinkende sorte streg på skærmen. Men i det mindste gav det plads til nogle tanker, der måske kommer til at forme de næste dages indlæg.

Samt plads til at spekulere på, om jeg eventuelt burde finde en gammel Remington, med intakte farvebånd, og en ordentlig stak jomfrueligt hvide A4-ark.

Og give mig til at skrive, som jeg oprindeligt gjorde. Tastetryk for tastetryk med sort tryksværte lade mine tanker, meninger, og idéer stå, hvor de hører hjemme.

I et manuskript, der kunne indsendes i kopi til et forlag, og måske være godt nok til at komme til din kendskab, kære læser. Selvom det ville tage tid - vel omkring et år fra tanke til det færdige resultat kunne købes og læses af dig.

Ville det gøre noget ?

Altså andet, end at lade din og min meningsudveksling være adskilt af den tid, det derefter ville tage dig at reagere med et indlæg i din avis omkring tåbelighederne i det, jeg netop havde fået udgivet.

Men hva' - ting tager jo tid.

Jeg tror jeg prøver det.