Pludselig ligner jeg en gammel mand.

Fedtet hår, der klasker ind til hovedbunden uden nogen form for volumen.

Halvlangt, med egne idéer om retning og krøl, på en hovedbund, der klør med jævne mellemrum.

Et ubarberet ansigt, hvor opsvulmede øjenlåg og rødfarvning af det, der skulle have været hvidt i øjet, står i skærende kontrast til den trætte hud.

Og hele tiden fornemmelsen af, ikke at have kræfter til at tage sig af det.

Ugidelighedens spøgelse, der samtidig får nullermændene til at vokse i hjørnerne, og giver uhyggelige, knasende lyde, når man går rundt i køkkenet. Lyde, der minder om de knækbrød man spiste i går - og i forgårs - og.......

Lugten, der fortæller at et bad nok ville være mere end end god idé. Samt at vaskemaskinen nok burde bruges - bare sådan for at fjerne ikke kun alt det vasketøj, der ligger i bunker, men også sætte en stopper for udviklingen af sursvedsdufte i skjorter og undertøj.

Hver gang man går forbi et spejl, bliver man næsten skræmt af det billede, der møder øjnene. En gammel, træt mand, der med slæbende skridt trisser gennem det hjem, han måske bliver nødt til at forlade inden længe.

Nu ved du, kære læser, hvorfor jeg pludselig føler mig som en gammel, grim mand, hvor kun mangelen på vorter og lange øreflipper skiller mig fra at være prototypen på en mandlig heks.

Hvor jeg dog hader, at være ramt af depression.

Hader, når det tager uendeligt lang tid at gøre, hvad jeg normalt klarede i en håndevending.

Hader, når mit hjem forfalder omkring mig, og jeg ikke har kræfter til at tage mig af det.

Hader, når min krop begynder at sige fra, og sætter gang i endnu en omgang forhøjet blodtryk og tarmproblemer.

Men jeg hader intet af det nok til at falde tilbage til det, jeg var før.

For jeg elsker at være ædru. Èn dag ad gangen.