Natteelsker.

Jeg har fået visitkort. Altså sådan nogen, jeg kan dele ud med rund hånd, og på den måde gøre opmærksom på at jeg eksisterer, og at mine udgydelser herinde på bloggen gør det samme.

Det er et ganske nydeligt kort, med både nickname og yndlingssentens påtrykt, og de mere almindelige ting, såsom email og telefonnummer. Samt den ene ting, der hver gang jeg afleverer et af dem, får spørgsmål til at blomstre op som krokus af en forårsskovbund.

"Den der type skribent, du er - hvad er det ???" "Nyctohva'forno'et ?"

Rent faktisk er der flere, der spørger ind til netop dét, end hvorfor jeg har det nickname, jeg nu engang valgte tilbage i starten af min i-netaktive periode.

Det er jo også en smule specielt, det der med at være Nyctophil - og så alligevel ikke. For på en eller anden måde tror jeg, at de fleste af os er netop dét - Nyctophile.

Natte-elskende. Elskere af natten.

Der er ingen form for seksuel observans i at være Nyctophil. Selvom der naturligvis findes nogen, der "tænder" på natten, og finder tilfredsstillelse i bare at v æ r e i natten. De er vistnok ikke ret mange.

Men alle os, der elsker når natten falder på, og finder nydelse i at være vågne, når alt er sort udenfor, og stjernerne sagte blinker på den fløjsblanke nattehimmel. Eller indsuger spændingen, der opstår når et natligt tordenvejr skaber vilde øjeblikke af forandring på og i det ellers kulsorte udenfor.

Vi er i sandhed Nyctophile.

Personligt strækker jeg definitionen lidt videre, ved at erklære at jeg er Nyctophil Skribent, og dermed slår fast at jeg allermest inspireres til mine skriblerier i forbindelse med natten. Og helt nøjagtigt er der tre tidspunkter af natten, der inspirerer mig mest.

Skumring - midnat - og gry.

I skumringen finder jeg ind til de følelser, der kan opstå når ting nærmer sig deres afslutning. Og forsøger at beskrive disse med al den ømhed og vildskab, jeg kan få frem i mine tanker. Hvorimod midnats sorte dybde minder mig om alt det, der i min fortid uendeligt væltede alt hvad jeg gjorde og alt hvad jeg sagde.

Alt det, min sygdom står som dyb eksponent for. Her finder jeg dybest ind til det, jeg ikke anede havde eksisteret, og forsøger famlende at sætte ord sammen, der kan beskrive den virkelighed, der  var engang.

Gryet, derimod, er min egen mulighed for, gennem oplevelsen af den nye dags snarlige frembryden fra nattens mørke, at kunne finde håb for fremtiden og kærlighed til nutiden.

Og jeg er dybt taknemlig for, at jeg har disse tre muligheder for at kunne udtrykke mig - bare fordi jeg elsker natten med alle dens facetter.

Det kunne jo have været meget værre.

Jeg kunne have været Nyctophob - skrækslagen for natten - og have lagt rystende angst i min seng om natten, frygtende alt muligt slemt ville ske - eller Nyctoman - besat af natten - og som en anden vampyr aldrig have været vågen om dagen, kun søgende nattens ensomhed og skyet andre mennesker.

Men nej, jeg er til fulde Nyctophil Skribent. Og hvadenten du, kære læser, har noget imod det eller ej, så vil jeg uimponeret og stadig fortsætte med at dele de skriblerier, min Nyctophili medvirker til at frembringe, her i bloggen.

Igen og igen.