Den lille sorte....

På skærmen foran mig står den lille sorte cursor og blinker.

Ivrigt afventende de tastetryk, der bogstav for bogstav kommer til at fylde pladsen bag den, efterhånden som den begynder at fare afsted hen langs de linier, der lige nu står tomme.

Det er mine tanker, den lille sorte streg kommer til at viderebringe. Tanker, der kan være både negative og positive, ligegyldige eller utroligt betydende, fyldt med sorg eller dryppende af glæde.

Men først og fremmest mine.

Vi har efterhånden samarbejdet længe, stregen og jeg. Og på både godt og ondt delt det liv, mit jeg gennemløber på daglig basis. Den har været udsat for meget, min lille sorte ven, og har altid taget imod alt, jeg har givet den, uden at kny. For den ved, at den bare skal ned i bunden af dokumentet - og så er det fyraften for den.

Men inden da, skal mine fingre sende den på arbejde hen over det blanke, jomfrueligt ubrugte, der før i tiden var et stykke papir, taget fra en nyudpakket bunke A4-ark, hvor skrivemaskinens taster afsatte et tryksværtesort mærke for hver fingerbevægelse.

Og det gør jeg så - sender den på arbejde, den lille sorte streg. Lader den fortælle alt det, mine øjne ser og min hjerne tænker. Historier om plænens grønne græs, og vipstjærtens dansen efter morgenmad. Om de lette vindes æggende danse forbi mine næsebor, og de dufte, de bringer med.

Berette om de dybe fald, mit sind bliver udsat for med mellemrum. Og de glædesfyldte højder, samme sind nu og da danser rundt i, når kærligheden rammer. Eller synge med på de vredladne toner, uretfærdighed kan frembringe og videresende til mine fingerspidser.

Den har skam nok at gøre, den blinkende streg. Og gør det, uden nogensinde at beklage sig eller nægte at udføre det arbejde, jeg sætter den til. Uden at vide, at den i virkeligheden er min bedste ven. En ven, der altid er der for mig, og som aldrig svigter.

Den er navnløs, denne lille sorte streg.

Og hvad skulle jeg da også kalde den, hvis den endelig skulle hedde noget. Blinky måske, på grund af dens ivrige blink og evne til hastigt at danse henover skærmen ? Eller Sambo, bare fordi den er sort ?

Nok ingen af delene. Og da især ikke det sidste, der med sikkerhed ville afføde en shitstorm af anklager for politisk ukorrekthed, racisme, kolonialisme, etc.

Havde den været rød, kunne jeg have kaldt den for Geronimo, og udstyret den med en ørnefjer på toppen. Eller jeg kunne have kaldt den Mao, hvis den havde været gul, og ladet den være hovedperson i En Lille Rød bog. Og ingen af delene ville have fremkaldt andet, end smil på mine læseres læber.

I sidste ende er den nøjagtig dét, jeg selv vælger den skal være. For bag den vælder alt det frem, jeg lader den være eksponent for. Lige indtil den endelig står blinkende stille for enden af dokumentet, og kun venter på at jeg skal trykke på "Udgiv".

Lille sorte ven, med de mange navne, og den store virkning - det gør jeg så nu.