Træthed.

Udenfor mine vinduer er himlen blå, solen skinner på min nyklippede græsplæne, og den fastboende vipstjærtefamilie søger efter føde mellem de korte græsstrå. En solsort og en stær starter et skænderi over nogle krummer, mens en hundelufter distræt vinker en hilsen ude fra parkeringspladsen

Det er morgen, og dagen er begyndt igen.

For nogle øjeblikke siden gik det op for mig, at det var flere dage siden jeg sidst havde haft fat i min blog, uden at jeg egentlig kunne sætte ord på hvorfor. Var det min maves genfundne evne til at blæse sig op og brokke sig, min konstante træthed, eller bekymringernes vægt, der havde fået min opmærksomhed væk, og bremset min lyst ?

Der var tomhed indeni hovedet, da jeg sad og forsøgte at finde frem til grunden til min skriveblokering. Min nære vens forsøg på at stoppe sit liv blev også taget med ind i overvejelserne, selvom netop sådan en begivenhed måske ville have kunnet få mig til at sprøjte følelser og ord ud gennem fingerspidserne.

Men nej.

Uanset hvad jeg lod mine tanker analysere, kunne jeg ikke få øje på nogen enkelt grund til at have holdt flere dages pause fra skriveriet. Så jeg må slå mig til tåls med, at skriveblokeringer også kan opstå ud af ingenting, og sætte midlertidige grænser for mine udfoldelser.

Og som jeg sidder med min breakfasttea og min A38, mens morgenen endnu en gang udfolder sig foran mine øjne, går det op for mig, at der måske også er noget andet på færde.

En hvileløshed, opstået fra mine efterhånden mere og mere desperate forsøg på at holde fast i den verden, der eksisterede før jeg blev alene. Kampene for at kunne forblive i min bolig, på trods af sygdom og dårlig økonomi. Den pludseligt opståede bunke af rykkere, der ikke var der for nogle måneder siden, hvor hvert enkelt brev lover bål og brand, og samtidig lokker med alle paradisets glæder, bare jeg skynder mig at betale.

Samt en viden om, at det hele lakker mod enden. Sygdom, bopæl, økonomi - alt er bare erkendelser på vejen mod et nyt liv.

En håbløshed, der til tider har truet med at tage magten fra mig, og en gennemført træthed breder sig stille i mit sind. Og det går op for mig, at selvom jeg lige er stået op, har jeg allerede mest af alt lyst til bare at gå i seng igen, og lade verden fortsætte hen over hovedet på mig.

Alle mine muskler og led er trætte. Mine øjne hænger næsten nede på hagen, og mit hoved er fyldt med vat. Ikke en gang den stærke breakfasttea synes at kunne vække mig. Og pludseligt begynder også fuglenes ellers hyggelige småskænderier udenfor at lyde skingre og irriterende.

Følelsen af utilstrækkelighed og ubrugelighed besætter mit jeg, og efterlader kun plads til en enkelt tanke, mens jeg træt går ind på sofaen for at hvile mig.

Jeg er ædru.