Regel #62.....

Dagen i dag er Valborgs Dag.

Det betyder, at så var natten, der just er overstået, her hvor jeg sidder med min morgenkaffe og skriver dagens indlæg, Valborgs Nat - eller Valpurgisnacht.

Natten hvor alle heksene samles for at flyve til Bloksbjerg, og hygge sig sammen. Dele erfaringer, håb, styrke og mod, inden de igen flyver tilbage til deres vante omgivelser, og deres daglige kampe.

Min egen helt personlige lille indre heks har fortalt mig, at jeg ikke behøver noget kosteskaft, for at kunne flyve. Det skal min medfødte hovmodighed nok sørge for, hvis jeg ikke arbejder på ikke at tage mig selv så pokkers højtideligt.

Jeg er jo bare en ganske almindelig mand, der ønsker at leve sit liv i fred og ro, har min heks mindet mig på. Uden at ville hverken omvælte verden eller sætte mig til dommer over den.

Ja, jeg kan finde på at råbe højt en gang imellem, men hvem kan ikke det?. Jeg kan også være ked af det, og synes det hele går ad helvede til, eller manisk glad, med strålende øjne og smil på læben.

Men jeg er ingen John Steinbeck.  Ingen Dan Turrell eller Karen Blixen.  Mine skriftlige udgydelser kommer aldrig til at indbringe mig nogen Nobelpris i litteratur, eller blive ophøjet til lov. Ingen præster kommer til andægtigt at messe noget litani på baggrund af noget, jeg har skrevet.

Og ingen 1.Maj-bannere kommer til at bære slagord, taget fra ting, jeg har tænkt, og nedskrevet.

Det er min indre heks og jeg blevet ganske enige om, før den inden morgenen gryede for afsted mod det Bloksbjerg, den har længtes efter hele året.

Det kan da godt være, at jeg tager fejl, men det er slet ikke op til mig selv at vurdere. Det skal mine efterkommere nok få ganske meget sjov ud af at skændes om, når jeg engang er borte.

Jeg kan kun håbe på, at de vil huske Regel #62, inden de kaster sig ud i enten at dæmonisere eller kanonisere mig. Og griner lidt flovt, når det så måske går op for dem, at hovmod står for fald.

I al ydmyghed.