Lykken er hverken.....

..... gods eller guld. Men det ville da hjælpe gevaldigt på det hele.

Hele tiden og om igen hører jeg folk, der med alvor i stemmen og det der bekymrede, stålsatte blik i øjnene, fortælle mig disse åh, så guddommelige guldkorn.

" Penge vil ikke gøre dig lykkelig."

" Uanset hvor mange millioner, du end måtte få, eller hvor meget du end måtte eje, så vil det ikke være lykken."

Samt naturligvis påstanden, at såfremt jeg nu så endelig ejede noget af voldsom værdi - lad os sige en megafed bil, et slot, en yacht, eller den slags naturligheder for den rigere del af befolkningen - så ville jeg enten:

1. Være dybt bekymret over. om jeg nu kunne beholde det.

2. Glemme tilværelsens lykkelige enkelthed.

eller 3. Ihvertfald ikke være lykkelig.......

Hvor pokker ved folk den slags fra ? Står det skrevet i en eller anden brugerhåndbog, der udleveres til den mere velmenende del af befolkningen på anfordring ? Eller er det af egen, fortvivlende erfaring ?

Det lader til, at man glemmer, at det heller ikke er lykken at være fattig, på sygeoverførselsindkomst, og totalt på røven. Suk.

Så bare for en enkelt gang ville jeg godt prøve, hvad det ville sige at være stinkende rig, og aldrig nogensinde have andre økonomiske bekymringer, end dem der kommer af ikke at kunne bruge formuen inden livet slutter.

Prøve, hvordan den såkaldt bedre stillede del af befolkningen har det, og kunne købe hvad jeg havde lyst til, bare fordi jeg nu følte for det.

Samt kunne tage min telefon, uden først at tjekke nummeret, for at se om de nu var en kreditor, der ringede og rykkede.

Om jeg ville blive mere lykkelig af det ? Nej for pokker da - men jeg ville kunne bære den manglende lykke med et større smil, end jeg gør i øjeblikket.

Jeg ville kunne få den luft, jeg ind imellem stærkt føler at jeg mangler, og kunne svare enhver sit. Hvilket ikke ville være så ringe endda.

Men hvad er lykke så - i det mindste for mig ?

Lykke er at tillade mig at spise en lille is, selvom jeg ikke har råd. At se de efterhånden tillidsfulde småfugle samles udenfor mit vindue, og kigge efter krummerne, jeg lægger ud til dem.  At kunne sidde helt stille og bare tænke lige så langsomt som jeg har lyst til, At se de få venner, jeg har tilbage, smile af glæde når de ser mig. At vågne om morgenen og vide, jeg stadig lever.

At eksistere, fordi jeg er, og være, fordi jeg eksisterer.

At være ædru. I fuld Sindsro.

Så blæse være med pengene og tingene - selvom de ville falde på et meget tørt sted.