Afsted, afsted, på lette fjed.

Udenfor er himlen morgenlys, og en mindre flok gråspurve tager flittigt for sig af den bunke krummer, jeg smed på terrassen i går.

En skade spankulerer rundt på græsset, og kan næsten ikke få hovedet bukket, af bare vigtighed. Og morgenen er fyldt med lydene fra alle de dyr, der nu en gang har behov for at fortælle verden, at de lever.

Kvidren fra utallige struber, grynt fra trissende pindgrise, og de sidste strofer fra nattens udsendelser, blander sig med duften af min kaffe og smagen af mine cornflakes til en smilende erkendelse af livets vidunderlighed.

For skønt er det, det der satans liv, der bliver ved med at teste mig med nye underligheder, og overraske mig med sprælske finurligheder.

I dag er det dog særligt dejligt, det er nemlig efterbehandlingsdag. Hvilket betyder, at jeg skal afsted på den rejse, jeg én gang om måneden har foretaget det sidste års tid, for at tilbringe hele dagen sammen med andre behandlede alkoholikere, på det sted, der har betydet alverden for mig og mit nye, gode liv.

Og jeg skal afsted for sidste gang.

Så når jeg kommer hjem igen iaften, er der ikke flere månedlige besøg på Møllen at se frem til. Ikke flere fredagskrammere og fælles smil i skoven ved Tørring, og ikke flere eftertænksomme samtaler med de terapeuter, jeg kender så godt.

Men det gør ikke noget.

Mit liv fortsætter jo, på dets egne, personlige præmisser. Og tillader mig, at leve som jeg måske altid har drømt om, at kunne gøre. Med tid til mig selv og mine tanker.

Tid, til reflektioner over de ting, der sker og er sket omkring mig.

Tid, til daglig eftertanke.

Tid, til accept og tilgivelse.

Tid, til at forblive ædru.

Én dag ad gangen.