Jeg har netop haft en weekend i en hel anden verden.En verden med smil, sorgløshed, glæde, og hvor bekymringer var noget man kunne hygge væk.
En weekend med gode venner, væk fra den daglige trummerum og med mulighed for at kunne tage mig tid til at tænke absolut ingenting. Hvilket jeg for første gang i månedsvis også gjorde.
Ingen tanker om en økonomi, der er ved at krakelere. Om sygdomme, der bliver ved med at være tilstede, trods kamp for det modsatte. Eller om et system, der maler blindt derudaf.
Ej heller om sagsbehandlere. der ikke gider læse de mails, der bliver sendt, og hvis hovedformål er at raskmelde syge, selvom de næsten ligger i kisten.
Og for en gangs skyld havde jeg et smil på læben, og et blink i øjet.
Det var nu overstået, allerede en time efter jeg kom hjem til mig selv. Væk, pist væk, og borte igen, som havde den gode stemning og det glade humør aldrig været der.
Så nu sidder jeg med en mave, der roterer vildt og voldsomt. Med tanker, der ræser bekymret afsted, for at nå frem til konklusioner, der allerede er truffet. Og med et blodtryk, der kunne sende raketter til månen.
Forberede mig på, at systemet vil blæse en hatfuld på lægeerklæringer, og sine egne fejlindtastninger. Forberede mig på, at jeg skal bruge kræfter, jeg ikke har, på en kamp, der ikke skulle være nødvendig.
Og samtidig have en indre viden om, hvad udfaldet bliver.
Så når min oh, så effektive sagsbehandler i eftermiddag lægger låget på kisten, kan jeg sikkert høre hende mumle alle kommunale sagsbehandleres litani ud af mundvigen:
Du er, hvad jeg siger du er.
Du gør, hvad jeg siger du gør.
Hop, lille dukke, hop.
Og forstyr mig ikke,
mens jeg tæller min bonus.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar