lørdag den 13. maj 2017
Det stof........
......drømme er gjort af.
Og hvad er så det ? Hvad er det for et stof, drømme siges at være lavet af ? Jeg ved godt, at sætningen måske ikke lige hentyder til de drømme, vi mennesker drømmer i løbet af natten, men nok nærmere de drømme, der bliver opfyldt gennem en eller anden form for hårdt arbejde.
Men alligevel.
Hvad er det, der gennem utallige nætter får mig til at drømme begivenheder frem, der hverken er, har været, eller vil blive virkelighed ?
Drømme, hvor alting er, som det var før jeg tog konsekvensen af min sygdom, og tog i behandling. Tilsat et ordentligt skvæt lyserød fantasi, som ikke bare får mig selv til at ligne en stjerneskuespiller, men får det liv, jeg levede dengang, til at virke helt tilforladeligt og ønskværdigt.
Drømme, hvor jeg ikke er blevet ramt af den forbandede sygdom, og hvor alt bare lykkes. Kærligheden, lottogevinster, besøg af børn og børnebørn - og en hverdag fyldt med smil og latter.
Jeg ved godt, hvad mine fæller udi sygdommen vil kalde det. Og måske har de ret - måske er det tørdruk og et underbevidst ønske om at kunne leve som alle de, der ikke er ramt af sygdommen, og drikke med måde og til husbehov.
Men sålænge jeg ikke vågner op med kinderne våde af tårer, forbandende min situation og min sygdom, og kan være eftertænksom og åben om mine tanker og drømme, føler jeg selv, at jeg har afvæbnet min underbevidstheds forsøg på at styre mig hen mod tilbagefaldet.
Til gengæld har jeg endnu ikke fundet ud af, hvorfor jeg er begyndt at opleve dufte i mine drømme.
Duften af kaffe, nyslået græs, roser - og duften af den parfume, hun plejede at bruge. Alle har det med at dukke op undervejs i drømmene, og alle sørger for at jeg kan huske hele drømmen bagefter, når jeg bliver udsat for duften i løbet af den følgende dag.
Hvilket får mig til at huske på, at kærlighed hverken har nogen udløbsdato, eller stopknap.
Og dét...........
.........er det stof, drømme er gjort af.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar