Én lang klagesang

Underligt, som ting kan ændre sig lynhurtigt. Da jeg i fredags kom hjem fra et dejligt afsluttende møde til efterbehandling på Møllen, var humøret højt og energien ligeså. Det må så sandelig siges at være anderledes i dag.

Jeg knoklede lørdag med at få slået græsset, og få ryddet bare en smule op, så mit hjem kunne se godt ud igen. Og besluttede mig til, at jeg søndag ville tage tidligt afsted hjemmefra, og tage mit kamera med, så jeg kunne nå både at lave et par timers radio, tage fotoer i det skønne vejr, og nå til møde i Skødstrup.

Her er det så, at jeg måske burde have tænkt mig lidt om, og husket på det, jeg skrev for et godt stykke tid siden, om at løbe tør for skeer.

For jeg har jo ikke - hvor gerne jeg end ville - alt for meget energi at give af. Pludselig er der ikke mere at tage af, og når jeg så alligevel fortsætter med at bruge løs, af den energi der ikke er tilstede, så straffer det sig i dagene efter.

Det har min eskapade i weekenden så sandelig vist mig.

Jeg var godt nok lidt mør søndag morgen, da jeg - som altid - vågnede lidt før 5:30, og besluttede mig til at stå op. Og efter de sædvanlige timers morgenhygge med cornflakes, kaffe, og computer, pakkede jeg så min rygsæk med kamera og det hele - klappede min baskerhue på hovedet - og gik afsted mod dagens oplevelser.

Allerede da jeg nogle timer senere kom frem til radioen, og startede på de to timer, der skulle sendes sidst på eftermiddagen, kunne jeg føle en vis form for træthed i kroppen. Men slog det væk igen, med tanken, at det var fordi jeg var stået tidligt op.

Derfra tog energiforbruger til - og mængden af "skeer" styrtdykkede.

Jeg valgte nemlig, at gå en god lang tur i omegnen, inden jeg tog bussen fra Rønde til Løgten, og snuppede derefter en gåtur fra starten af byen og til Skødstrup kirke. I høj solskin, og med rygsækken på ryggen.

Hvorefter jeg lige brugte et par timer på at vente på at mødet skulle starte.

Ganske hyggeligt alt sammen, men når man kun har en vis mængde "skeer" at give af dagligt, og allerede har opbrugt de fleste af dem fra morgenstunden - så opdager man pludseligt, at livet slår igen.

Så på trods af et pragtfuldt møde, med dejlige mennesker - et vidunderligt vejr, med gode fotomuligheder - og 2 timers god radio - måtte jeg erkende, da jeg endelig landede hjemme på adressen igen, at der igennem flere timer ikke havde været noget tilbage at give af.

Det betyder, at jeg idag ikke har haft nogen form for mulighed for at kunne noget som helst.

Hele min krop og hele mit sind føles kastet tilbage til stenalderen. Mine knogler protesterer højlydt, min hud brænder både indvendigt og udvendigt, og mine tanker føles, som skulle de gennem sirup for at komme frem. Mit fordøjelsessystem truer med at gå i spåner, og mine øjne er hævede og ømme.

Alt i alt, så er dagens blog dermed én stor klagesang, over noget jeg egentlig godt kunne have forudset ville ske, allerede fredag morgen. Det var nemlig på det tidspunkt, jeg planlagde det meste af min weekend, hvis det nu skulle vise sig at blive godt vejr.

Suk.

Så dagen i dag - er dømt død......

Altså lige med undtagelse af de ting, jeg ikke kan komme uden om. Som at stege en flæskesteg, der ellers ville skulle smides væk imorgen, fordi den allerede nu har stået tre dage i køleskabet, og tage i cirkus klokken 17, fordi jeg har fribilletter og trænger til at få tankerne over på noget andet.

Det koster "skeer", det ved jeg godt. Men jeg har vist stadig nogle enkelte i baglommen, der kan bruges til formålet.

Så må morgendagens lys vise, om jeg også hér har været for overmodig.

Det finder jeg ud af - om 24 timer.