Sprællerier.

Forude venter endnu en dag, med alt hvad en sådan en kan indebære. Tidlig opvågning, tidlig afgang fra hjemmet for at kunne møde. Tidligt syn på verdenen, og mine små fjerede venners morgenfødekamp.

Tidligt alting.

Det er nu ikke fordi, det gør mig noget at være tidligt på færde. Som jeg tidligere har bekendt her på blog'en, er morgendæmringen et af de tidspunkter på døgnet, der passer mig bedst, næst efter skumring og midnat.

Jeg elsker simpelthen at se dagen bryde frem af mørket, og danne den der helt specielle situation, hvor mørket og lyset er lige stærke, og nattens trolde siger høfligt farvel og på gensyn.

Det er nok nærmere, fordi jeg stadig har svært ved at kunne se, hvad andet dagen kan bringe, end en gentagelse af alt, der allerede e r sket indtil flere gange.

Lige fra den til bevidstløshed gentagne kamp mellem morgenfuglene, for at få flest af de krummer jeg igen har strøet over terrassen. Over den vanlige køretur til systemets check-in spot, og den efterfølgende indkøbstur i de lokale forretninger, hvor jeg endnu en gang køber de samme varer fordi det er det eneste, der er råd til.

Og til det faktum, at jeg igen kan se frem til en afslutning på dagen, der helt stringent ligner den, der skete i går og i forgårs.

Gentagelse på gentagelse på gentagelse........

Hvor er de overraskende besøg af mennesker, jeg ikke har set længe ? Hvor er den pludseligt opståede fornemmelse for kærlighed, når man har brug for den ? Hvor er alt det, der godt kunne, men aldrig sker alligevel ?

Hvor er alle livets overraskelser ?

Er de forsvundet i en af sygdom, skilsmisse, og kamp for hverdagen-agtig bohemetilværelse, der i sin essens ikke er mere boheme, end den alpehue, jeg har fået for vane at have på hovedet ?

Eller er der bare ikke mere tilbage til mig, af det liv jeg på godt og ondt har elsket at leve ? Kun ren eksistens - ren væren ?

Jeg vil have min raskhed tilbage. Jeg vil endnu en gang gennemleve kærlighedens kvaler, og parforholdets balancering af  "gi' og tag' ". Jeg vil venskabernes dybe intensitet, blandet med glæden ved nye venners fremkomst.

Og jeg vil bevæge mig - ud blandt mine medmennesker, ud i den verden, der er på vej til at forsvinde for evigt. Se alt det,  jeg endnu ikke har set, og opleve det, der kun kan opleves på stederne, hvor det sker.

Jeg vil overraskes, forbløffes, undres, elskes, hades, inden jeg som et andet stjerneskud brænder ud på det sjælenes firmament, jeg er en del af.

Og ikke bare sidde som en anden potteplante, afhængig af vandkanden, for at kunne blomstre.

Men jeg mangler modet til at rykke rødderne op af mulden, og ændre situationen. Sindsroen til at kunne acceptere, hvis den ikke kan ændres. Og visdommen til at kende forskellen.

Én dag ad gangen......