Græs på hjernen.

Et gammelt ordsprog siger noget i retning af, at hvis man bare kigger længe nok, kan man se græsset gro. Jeg ved ikke, om det passer - jeg har aldrig taget mig tid nok til at sidde helt stille på min græsplæne, og fokusere på et enkelt græsstrå.

Til gengæld er der andet, jeg næsten kan se gro foran øjnene på mig.

Taraxacum officinale - bedre kendt som Fandens Mælkebøtte. For bare en uge siden, var der kun småbitte tegn til, at der måske kunne komme nogle enkelte af den slags gule banditter i min græsplæne.

I dag står der bunkevis af dem, ragende 8-9 cm op i luften med deres solgyldne hoveder nikkende i den svage morgenvind. Og allerhelst lod jeg dem stå, så der kunne spredes noget andet end mos, på min grønne firkant. Så insekterne, der er mine små fjerede venners foretrukne morgenmad, kunne flokkes i nye mængder, for at få fat i den nektar, der gemmer sig i bunden af alt det gyldne.

Og så jeg om ikke så længe kan nyde den der overraskelse det er, når der pludselig står myriader af helt kuglerunde hvide frøhoveder, der bare venter på den helt rigtige vind, for at kunne svæve ud i friheden, og sætte bo. Et underskønt syn, selvom vi jo ser den bette bøtteplante som ukrudt, og gør alt hvad vi kan for at udrydde den fra eksistensen.

Men hvor gerne jeg end ville nyde at lade mine snart utallige mælkebøtter fylde mere og mere, og bringe daglige guldgyldne fornøjelser på mine nethinder, er der én enkelt ting, der gør at jeg ikke gør det.

Jeg kan ikke klippe uden om dem, når jeg slår plænen.

Hvad enten jeg gør dette med min husværts havetraktor, eller med en håndskubber, så kan jeg ikke slalomere mig udenom bøtteplanterne. Og dog. Jeg kunne selvfølgelig benytte mig af en saks, og så ned på knæ og klippe klippe klippe........

Her er det, at min medfødte lettere dovenskab træder i kraft, og minder mig på længden af en sådan session. 3 minutter pr plante gange 200 planter er lig med 10 timers arbejde - plus efterfølgende bortskaffelse af græsresterne - og et par kvæstede knæ af at kravle rundt på græsplænen.

For ikke at tale om naboernes sindstilstand, når de ser mig kravle rundt på plænen med en neglesaks i hånden, blidt mumlende til de mælkebøtter, jeg er igang med at befri for græssets tyranni, at jeg nok skal passe godt på dem.

Det tager kun 5 minutter at ringe efter den blå vogn, hvis man er bekymret for en åbenbart sindsforvirret nabo.

Så jeg undgår 10 timers arbejde på knæene, sørger for at mine naboer ikke bliver bekymrede, og henter min husværts havetraktor. Så må de små gyldne bøttebanditter af med hovederne, og starte forfra igen.

Og som kompensation for de nu manglende fødemuligheder for fugle og andet kødædende småkravl, vil jeg lade de afklippede græsstrå blive liggende efter endt plæneklipning. Dét skal nok give grobund for nye mængder insekter, der kan lande i munden på små krævende pipunger i de reder, der helt sikkert er masser af omkring mig og min plæne.

Jeg er en ren fuglefoderfilantrop, er jeg.