Livets leverpostej.

"Det er fandeme den samme leverpostej alt sammen", hørte jeg en bekendt vrisse, da snakken faldt på livet, universet, og alt det der.

Og da himlen her til morgen udviste samme karakteristik - en grå, ensformig og kedelig farve, der ikke blev brudt af noget som helst -  gik tankestrømmen igang i min lille, og med mellemrum ret overbebyrdede, hjerne.

Det er egentlig lidt mærkeligt, at vi mennesker altid brokker os over det, der altid er ens. Vrisser ad de ting, der med regelmæssige mellemrum dukker op i livet, og altid er på nøjagtig samme måde.

Som leverpostej.

Pålægget, der pr. definition er "kedeligt", selvom en friskbagt varm af slagsen kan være noget af det mest velsmagende, der kan puttes på rugbrød. Og som smager endnu bedre, hvis også rugbrødet er friskbagt.

Og så er det, at det lige så stille går op for mig, at det måske i virkeligheden drejer sig om at se udover alt det "kedelige" og "rutineprægede" - og sørge for at omstændighederne omkring dem er de bedst mulige - de mest "velsmagende".

Eller måske endda forsøge at tilføje noget andet, eller mere, til det, der er kedeligt. Sørge for, at "leverpostejen" indeholder andet end det, den plejer - og pynte den med noget, der kan få den i forvejen gode smag til at blive endnu bedre.

Så jeg har kigget ud af mit vindue, og tilføjet både store og små fugle til den grå og ensformige himmel, samt garneret den med duften af senneps og rapsmarker, og lyde fra den omkringliggende natur.

Alt sammen noget, der får den til at virke meget mere "spiselig", og som får mig til at hæve mit grå humør op mod de strejf af sol, der pludselig kan finde på at bryde gennem det hele.

Så er det pludseligt muligt at finde energi til at bekæmpe systemets rigiditet. Energi til at klare endnu en dag i en verden fyldt med kedelige og rutineprægede begivenheder - og til at garnere disse med farver, lyd, og smag.

Hvorefter det pludseligt går op for mig, hvad forskellen er på sådan to "stykker med leverpostej" - den ene ganske almindelig fra bakken, den anden friskbagt, på nyt rugbrød, og garneret med en masse komplimenterende smage.

Forskellen er nemlig ens - det er bare farven, der har en anden lyd, når jeg smager på den...........