Et kig tilbage.

I dag er det et år siden, at jeg kom hjem fra Møllen efter min alkoholbehandling.

Det er samtidig den dag, hvor jeg indtog min campingvogn som midlertidig beboelse, mens jeg stadig håbede på at mit forhold til den kvinde, jeg elskede, kunne reddes.

Jeg anede jo ikke, at det havde været forbi siden hun to år tidligere havde valgt at indlede et forhold til min daværende bedste ven. Så det var en tid, med turbulens, Sindsro, omvæltninger, mere Sindsro, og dybe bedrøvelser.

Og med en erkendelse af, at kærlighed ikke har nogen sluk-knap.

Jeg er for så vidt kommet videre siden dengang. Ikke fordi livet hele tiden har været allerbedst ved mig, men det er de præmisser, livet har givet mig i det forløbne år, og det er de præmisser, jeg har accepteret at leve på.

Der er sket en del i de 12 måneder.

Noget af det har været godt, og en hel del har været skidt. Mest af alt mit helbred, som jo har svinget en hel del i den forløbne tid, og hvor maveomkredsen har drønet frem og tilbage, alt efter hvordan mine tarme har haft det. Just nu er den ret stor, fordi min SIBO er brudt ud igen i fuldt flor, med deraf følgende smadret fordøjelse, dårlig søvn og nødvendig opmærksomhed på den føde, jeg indtager.

Min depression kæmper også jeg stadig med, og hver gang jeg tror, at nu er den på vej væk igen - sker der så et eller andet der banker mig ned i et sort hul, jeg så skal bruge ikke-eksisterende kræfter på at kæmpe mig op af.

Og min økonomi er håbløs. Jeg er nødt til - næsten på daglig basis - at vurdere hvad jeg har råd til at betale, og hvad jeg kan tillade mig at skubbe til næste måned. Med det resultat, at jeg konstant render rundt med dårlig samvittighed, og en skyldfølelse, jeg ikke har brug for at have.

Det gode er, at jeg stadig er ædru. At det føles som en helt naturlig del af mig, at være det, og at jeg - 7,9,13 - ikke har haft drikketrang én eneste gang, siden  min behandling.

Selvom der ved gud har været anledninger nok til at kunne fordybe sig i en trang til stoffet. En livsledsager, der bedrog mig efter 13 års samliv, en bedste ven, der forsvandt efter 20 år, en "venneflok", der hastigt blev mindre, nye venner, der forsøger at tage deres eget liv, et kommunalt system, det til tider kan være direkte perfidt at befinde sig i, og helbredsproblemer, der ikke lige ser ud til at ændres.

Men som jeg sidder her - med smertende muskler og led, fordi jeg har et eller andet løbende i kroppen, og med øjenproblemer efter et glaslegemesammenfald, samt en smertende mave, der lige nu kan tage kampen op mod selv den største zeppeliner - ved jeg, at det kunne have været meget værre.

For havde jeg fortsat med at drikke, dengang for over et år siden, havde jeg ikke overlevet det.

Så jeg er taknemlig for det ædru liv, jeg har fået. Taknemlig for den Sindsro, jeg evner at finde, det Mod, jeg bruger til at ændre mit liv, og den Visdom, jeg lige så stille opnår dagligt.

Jeg tager lige 24 timer mere.