At leve livet.....

.....på livets præmisser.

En sætning, der jo egentlig er ganske sand, og som jeg som behandlet misbruger er nødt til at have for øje hele tiden. Men............

.........hvad ER egentlig livets præmisser for en størrelse ?

Og hvad betyder det for sådan en som mig, at skulle leve mit liv på dem ?

Det er noget af det, der i øjeblikket optager mine tanker, og som med mellemrum får mig til at standse op, og nærmest "falde ind" i mig selv, mens jeg lige fintænker over betydningen.

Første gang jeg for alvor tog notits af sætningen, var kort tid efter min ankomst til Møllen, hvor min terapeut brugte den, som var det det mest naturlige i verden. Hvilket det også lynhurtigt blev for mig, og sikkert også mange af de andre, som opholdt sig på stedet.

Lev livet, på livets præmisser. Nærmest sagt som et mantra, der skulle kunne beskytte mod alskens dårligdomme, hvis bare jeg sagde det med alvor nok i stemmen. Indtil jeg pludselig opdagede, at jeg egentlig ikke anede, hvad det var jeg snakkede om.

Så begyndte det at dæmre for mig. Det er jo ikke noget, der automatisk bliver givet, og som jeg ingen indflydelse har på. Men nærmere noget, jeg selv har været medvirkende til at danne, gennem det liv jeg allerede HAR levet.

Gennem de fejltagelser, jeg har begået, de dumheder, jeg har været en del af, de svigt, jeg har foretaget - og gennem alt det, der tilsvarende er sket for mig gennem andres dumheder, svigt, og fejl.

Tilsammen danner alt det den første præmis, for det liv, jeg lever i øjeblikket, og som jeg håber på at kunne leve i mange gange 24 timer ad gangen. Det ædru liv.

Og giver mig mulighed,. for at kunne søge frem mod de erkendelser, der skal til for at kunne lære at leve ærligt i et liv, der ikke bare er ædru, men også er godt.

Den næste præmis for mig og mit liv er, at jeg må tage livet som det kommer. Med de opture og nedture, succes'er og nederlag, der nu en gang er og altid vil være en del af et menneskeliv - mit menneskeliv.

Kun på den måde, kan jeg give slip på de bekymringer, der ellers ville kunne true min ædruelighed.

Og kun gennem det, at leve livet, mens livet er der, og på de præmisser, det nu end byder mig, vil jeg være istand til at forsøge at rette op på den fortid, jeg har bragt med mig.

Hvis jeg da kan. For ellers må jeg sørge for, at jeg med sindsro kan acceptere, at der kan være områder af min fortid, der ikke kan rettes op på.

Dét er for mig, hvad livets præmisser er.

Men som alt andet, kan det jo også ændre sig - for sådan er livet jo også - foranderligt, og forunderligt.