Knock, knock ....................

Who's there ? ............

Stress............ 

Who's stress........... 

You's stress.....................

Og pludselig gik det stærkt.

Alting stod skarpere - klarere - synligere. Og strålede med en feberhede, der åndeløst søgte at hæve min vejrtrækning - gøre mig forpustet - og samtidig gøre mine ord kortere, mine sætninger mere komplicerede.

For alt skulle kunne forståes hurtigere - læses hurtigere - glemmes hurtigere. 

Og universet satte hastigheden op, så timernes langsomme fremmarch gik over i løb, indtil minutterne lignede sekunder, og dagene flimrede forbi.

Hurtigerehurtigerehurtigerehurtigere................

Fuldstændigt som tidligere, hvor mængden af opgaver, jobs, forventninger, jeg tog på mig, dag for dag blev mere og mere uudholdelige, og mere og mere uundværlige.

Sådan er det, når jeg stresser.

Når den gamle pleaser i mig igen dukker op til overfladen, og kun kan sige "Ja" og "Det skal jeg nok", indtil stemmen der siger det er tyndere en hvisken fra en morgensøvnig snegl, og intet længere behøver siges - for alle regner alligevel med.........

Med hvad ? Med at jeg bare fylder på og på og på, indtil læsset af aftaler, bekræftelser, opgaver og selvudslettende virkelighed, knækker nakken på kamelen ?

Sådan var det - før jeg fandt ud af at gøre alting én dag ad gangen - én ting ad gangen. Og før jeg lærte at sætte min indre pleaser på plads, og planlægge med både hjerte og forstand.

Før jeg lærte at sige Nej.

For - bare det, at jeg sætter mig ned og tænker tingene, opgaverne, kravene igennem gør, at jeg kan filtrere det hele gennem det klæde af fintmasket Sindsro, der giver mig mulighed for at finde det Mod, og den Visdom, et velgennemtænkt Ja eller et lige så godt gennemtænkt Nej kræver, for at kunne trække vejret roligere, langsommere, mere befriende normalt.

Men jo længere der går, fra den dag jeg valgte at sætte hælene i jorden, og begyndte kampen mod afhængigheden - en kamp, jeg kun kan vinde på daglig basis ved at give slip og acceptere - jo nemmere føles det bare at gi' los, og lade alt det dér hurtigchams overtage igen, indtil hastigheden ned gennem flaskehalsen overstiger lysets, og den brændende fornemmelse af "det eneste stof, der kunne gøre hastigheden langsommere, og kravene nogenlunde acceptable"  rammer mine forsvarsløse smagsløg.

Én dag ad gangen gør det samme. 

Klapper hastigheden én på bærret, og gør mit Jeg istand til at slukke flammerne, og se verden i dén hastighed, og dét lys, der er bedre end alt det, der i fortiden lod min hulemand overtage og bevidstløst fortsætte den årelange ødelæggelse.

Én dag ad gangen. Ét øjeblik ad gangen. Én opgave - et løfte ad gangen.

Mens en rolig vejrtrækning i pausen mellem opgaverne urokkeligt tillader Sindsroen at finde frem til dét, jeg ikke kan ændre - Modet, til at ændre det jeg kan - og Visdommen, til at forstå den nødvendige forskel derimellem.

Så kan stress blive dét, der ses inden det kommer, og roligt bekæmpes mens det er her. Og tages ubekymret afsked med, når det naturligt forlader mig.

For dét gør det - hver gang nu. 

Uanset hvor meget det vælger at hive, slide, og flå i mig, vælger jeg at børste det hen i det hjørne, hvor det hører hjemme. Så langt væk, at dets jamrende krav om hurtig handling og øjeblikkelig overgivelse, lyder som en tegnefilm på speed, hvor musen tæver katten, og Roadrunner endnu engang får Coyote til at fremstå som en udbrændt skygge af sig selv.

Og dét, er jo ikke så værst, vel ?