Hvad kan jeg ændre i dag ?

Nogle gange, når jeg sidder her bag skærmen og småfilosoferer over Livet, Universet, og Alt Det Der, begynder tankerne at gå på langfart.

Helt af sig selv, og helt uden jeg behøver at svinge den mentale pisk over dem. Noget, jeg med tiden har fundet ud af, er den allerbedste måde at få dét ud af mine krøllede hjernevindinger, der allermest trænger til at blive luftet.

Men det er såmænd ikke bare, når jeg sidder bag skærmen, at det sker. Det sker nemlig også fuldstændig automatisk, når jeg om aftenen lægger mig til at sove. Og der skal såmænd kun en enkelt - og ganske enkel - lille ting til, for at sætte tankerne igang.

Sindsrobønnen.

I ved, den der lyder sådan her:

Gud,
Giv mig Sindsro
Til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre
Mod
Til at ændre de ting, jeg kan
og Visdom
Til at kende forskellen.

En klog og tankevækkende bøn, der har sin rod langt tilbage i tidens tåger, og som for det meste bliver sagt i én lang ubrudt række af ord. Især, når den afslutter et AA-møde, og fællesskabets varme for alvor føles gennem den kæde af hænder, der ledsager den.

Så derfor har jeg altid før i tiden også sagt den i én ubrudt række af ord, når dagen var ovre, og søvnen skulle findes. Og så brugt tid bagefter, til lige kort at gennemtænke dagen, med bønnens indhold i tankerne.

Indtil jeg en dag fandt ud af, at jeg kunne bruge den endnu mere intenst, end jeg plejede, ved bare at stille mig selv spørgsmål for hver linie. Godt nok blev den tid det tog meget længere, og nogle gange også temmelig intens, men jeg opdagede også noget, der forbløffede mig.

Den blev voldsomt anderledes, voldsomt forskellig fra dagen før, og et eller andet sted meget mere brugbar.

For mig.

For nu er det jo heldigvis sådan, at vi har hver vores vej, når det drejer sig om at kunne leve det ædru liv bedst muligt. Vi er jo ikke ens, og dermed er der jo pr. definition heller ikke én, og kun én, måde at leve de 12 Trin på, eller opfatte AA og AA's indhold på. Hvis der var, ville den enkelte jo bare være en viljeløs robot.

Og dét, kære venner, er jeg ikke - efter jeg gav slip på misbruget.

Men tilbage til Sindsrobønnen igen. For jeg kunne godt tænke mig at fortælle jer - gennem en lille demonstration - hvordan jeg bruger Sindsrobønnen, og hvordan den på den måde får min hverdag til at hænge sammen og mit liv til at kunne eksistere én dag ad gangen.

Så det gør jeg - ved at skrive det jeg som eksempel kunne sige og tænke, når jeg lægger mig om aftenen :

Gud....

Hvordan opfatter jeg den der Højere Magt, der er så essentiel i Programmet ? Og hvor stor betydning har den for mig ? Kan jeg leve med, at den næsten 100% sikkert ikke aner hvem jeg er - på samme måde, som Solen ikke aner hvem planten, den lyser på, er ? Og kan jeg acceptere, at lægge min sygdom og dens konsekvenser over til den ? Både de fortidige og de fremtidige ?

Giv mig Sindsro....

Hvad er det egentlig - det der Sindsro-noget ? Er det en bestemt måde at leve på ? Eller er det en bestemt følelse ? Er det det, jeg søgte på bunden af flaskerne, men som jeg aldrig fandt ? Eller er det det, jeg håbede lå og ventede bag alle løgnene - alle svigtene ? Og hvordan kan jeg tillade mig, at søge Sindsro'en hele tiden ? Er det ikke nok, bare at gøre det én gang - og så holde fast i den for evigt ?  Er den virkelig så flygtig, at jeg er nødt til at søge efter den dagligt ? Flere gange om dagen ? Og når jeg så har fundet den - hvad skal jeg så bruge den til ?

Til at Acceptere..........

Hvordan skal jeg nogensinde kunne acceptere noget som helst, når livet gang på gang banker mig tilbage til Start ? Og hvorfor skal det dog være nødvendigt at acceptere noget i det hele taget ? Hvad er det, der er så nødvendigt at acceptere - og hvorfor ?

Det, jeg ikke kan ændre.....

Jeg kan sgu da ændre alt, kan jeg ikke ? Jeg kan da bare..... Eller? Hvad er det, jeg ikke kan ændre ? Min fortid ? Mit Liv ? Mine gerninger ? Jeg kan da bare sige undskyld, kan jeg ikke ? Og så er alt vel godt igen ? Og hvad nu, hvis jeg nu pludseligt accepterer at der er noget, jeg ikke kan ændre ? Noget, der er sket i dag ? I går ? I fortiden ? Hvem er jeg så ? Hvad er jeg så ? Og hvad sker der så ? Med mig ? Tør jeg i det hele taget risikere det ?

 Mod........

Glem det. Det der Mod er noget overvurderet skidt, som jeg aldrig får mulighed for at udvise. Jeg er ikke modig, er jeg vel ? Og hvad er Mod i det hele taget ? Er det at kunne sige tingene højlydt ? At dele historien om mit lorteliv med andre ? At kunne gøre det, jeg altid har undgået ? Være den, jeg en gang troede jeg kunne være ? Er det modigt, at lade den første stå, eller er det bare bekvemt ?

Er det at sige sandheden ?

Til at ændre de ting, jeg kan......

Hvad er det for ting, jeg k a n ændre ? Noget jeg h a r gjort ? V i l  gøre ? Gør ? Eller siger, tænker, oplever, spiser, drikker, elsker, eksisterer ?
Og hvordan ændrer jeg det ? Hvordan ændrer jeg årevis af forkerthed, tavshed, undladelser, forkerte følelser, tanker, måder at eksistere på ? Og hvordan ved jeg, at det er dét, jeg kan ?

Og Visdom.....

Hvad pokker er Visdom ? Er det Viden ? Kræver det her virkelig, at jeg skal til at udvikle mig til en ren Einstein ? At jeg skal til at tilegne mig alverdens Viden, for at kunne holde mig ædru ? At jeg kun kan holde mig fra mit yndlingsstof, hvis jeg kan definere Universet på mindst tre forskellige måder ?
Hvilken Visdom kræves der !!! ?

Til at kende forskellen......

Hvad er egentlig forskellen på det, jeg kan ændre - og det jeg ikke kan ? Hvor finder jeg den ? Og hvordan ? Jeg kan kende forskel på uendeligt mange typer øl og spiritus - på alle mulige smage - på hvilke følelser, det var nødvendigt at bruge for at opnå det jeg ville. Så hvordan skal jeg dog kunne kende dén forskel - på dé to, åbenbart virkeligt vigtige ting.

Dem jeg kan ændre - og dem jeg ikke kan.

Hvad mangler jeg, for at kunne gøre det ?

 Sindsro - Mod - og Visdom.........

Og på den måde, går der nemt en halv til en hel time, inden jeg er færdig med at sige Sindsrobønnen. Jeg skal jo have svaret på alle de spørgsmål, jeg stiller mig selv. Alle de tanker, ordene vækker i mig, skal kigges på og spekuleres over. Og det, jeg pludseligt måtte opdage om mig selv, skal puttes ind på plads, i dét nye menneske, jeg føler jeg er på vej til at blive. Det menneske, der dagligt beder sig selv om at acceptere, at der er noget der kan ændres, og noget der ikke kan.

Bare Én Dag Ad Gangen.