Propper.

Kære læser Jeg har været så uheldig, at rende ind i et par blodpropper i lillehjernen, og dermed været nødt til at sætte en del af mit liv og min hverdag på standby. Og egentlig havde jeg ikke tænkt, at jeg ville lave et indlæg her på bloggen om det - men der var bare noget, der ville ud gennem fingrene. Så derfor får du/I denne lille søndagmorgens ting - og jeg får mulighed for at tænke ...... Man skal ikke regne med, at tingene bare falder tilbage til normalen efter sådan et par blodpropper i lillehjernen. Det er noget af det, der er gået kraftigt op for mig her, hvor jeg netop har påbegyndt min søndag morgen og stadig kæmper med svimmelhed og alle mulige "små" symptomer/efterveer. Konstant tinnitus - "summen" i læber og tunge, der kommer og går - ømhed i det ene øje - pludselig åndenød - suk, jeg kunne blive ved og ved men det er nok bare den "hjernesorthed", der kan opstå efter små propper i hjernen, der får mig til at føle mig puttet ned i en kælder og gemt væk i et hjørne. Jeg bryder mig dog ikke særligt meget om de pludselige nyseanfald, der dukker op helt ud af det blå, og som efterlader mig svimlet og fortumlet. Men indtil videre, er det åbenbart bare endnu et resultat af proppernes ravage i de små blodkar, de valgte at "lege" i. Og når så aftenen dukker op, og sengen burde kalde på mig - guderne skal vide, at jeg er træt nok allerede flere timer før - så dukker den der lillebitte tanke op i min bevidsthed: "Hvad sker der i nat, mens jeg sover ?". Ikke nogen rar tanke, kan jeg godt fortælle jer. Den skaber uro i kroppen, og ulyst til at lukke øjnene. Ting, jeg så er nødt til at bekæmpe - på den eneste måde, jeg kender. Nej, det er ikke et tilbageløb til "De halve abers Paradis", eller en "laden stå til", der så står først i hjernen på mig. Det er en stille og rolig gennemgang, af mit SMV - de sætninger, der i 1367 døgn har været noget af det sidste, jeg tænkte inden søvnen kom. Det er tanken på Sindsroen - og accepten af de ting, jeg ikke kan ændre. Tanken på Modet - der skal til, for at kunne ændre det, jeg kan. Og håbet om at finde Visdommen - der kan gøre det muligt for mig at kende forskellen. Så kan det godt være, at jeg får trukket min sengetid lidt langt ud, men når jeg så endelig ligger under dynen - med store, dejlige Samson liggende ved min side - så er det i en rolig erkendelse af, at jeg ikke har kontrol over det, der kan ske, og i en Sindsro, der kan få mig til at falde smilende i søvn. Men jeg glæder mig til at komme på afstand af propperne, og til at de celler, der måtte være ødelagt, er erstattet. For så kan jeg træne dem op til det, der forsvandt, igen. Og så kan jeg få fortsat herinde - med dét, jeg elsker. Bare Én Dag Ad Gangen.