Livsgrenen.

Tonerne fra Sade's Smooth Operator danser ud fra højtalerne, mens jeg sætter mig bedre på plads på min pind foran skærmen, og nyder livet, kaffen, morgenen, og alt det der.

Pludselig er der en vippende gren - udenfor, mellem buskene -  der fanger mit blik.

Få øjeblikke før har der sikkert siddet en fugl på den - en fugl, jeg ikke havde bemærket, mens den sad og overvejede sine muligheder,  men nu svirper grenen tomt op og ned i en hastigt aftagende bevægelse, som startede, da fuglen valgte at flyve videre.

Busken foran den bevæger dovent sine gulblomstrede grene i den ganske svage morgenluftning, og græsstråenes topspidser på den saftigtgrønne plæne sitrer nærmest usynligt, mens små hvide blomster begynder at overveje morgenudfoldning af kronbladene og inddrikning af den spæde sols første stråler.

Mit Langeland er begyndt at vågne, mens jeg sidder her og gennemtænker dagens forskellige aktiviteter.

Hvilke melodier vil jeg spille,  når eftermiddagens udsendelser skal afvikles ? Hvilke kommentarer skal jeg knytte til de begivenheder, jeg vælger at omtale ? Hvad skal jeg lave, indtil jeg bryder op hjemmefra og bevæger mig ud i den milde, dejlige morgenluft ?

Tankerne er mange, mens jeg sidder her på min egen småvippende livsgren, og føler mig fuldt og helt levende. Tanker om det væld af indtryk, der møder mit øje hver morgen på den anden side af vinduesglasset - om det væld af begivenheder, der dagligt kan forsøge at vælte mig af grenen - om de mennesker, der krydser min vej, og de nye oplevelser livet kan have parat til mig.

Nogle af tankerne er hvileløse, men mange af dem - efterhånden heldigvis de fleste - er roligt påvirket af den Sindsro, jeg dagligt vælger at finde frem til. Det gør dem konstruktive, tankerne, og hjælper med til at stabilisere min livsgren, så et pludseligt flaskeklirrende vindstød ikke kaster mig af og efterlader den svirpende tom.

Gennem hullerne i grenenes snart tætte væld af blade kan jeg se ned til søen i den mose, der er på den anden side. Se de roligt flydende store fugle, der har valgt at opholde sig på overfladen af mosevandet her til morgen, og nyde de hvide glimt, jeg får af deres fjerpragt, når de ganske kort bliver synlige mellem grenene..

Hvad det er for fugle ved jeg ikke - og det er også fuldstændigt underordnet, og uden indflydelse på det liv, jeg er igang med at kaste mig ud i i dag. Men de er en lise for øjnene, lige som resten af den natur, der udfolder sig hele tiden foran mit morgenkiggende jeg.

Og de er medvirkende til, at jeg også her til morgen genfinder den Sindsro, jeg taknemligt faldt i søvn i, da gårsdagens aktiviteter var overståede. Medvirkende til, at jeg endnu en dag får Mod på det ædru liv, jeg har levet i de sidste ethundredeogfem uger.

Og Visdom til at vide hvordan.