Tanketygger.

Pludselig er jeg vågen.

Ikke fordi der er noget, der har vækket mig - selvom der har været rigeligt af den slags muligheder hele natten, med den der døgnblodtryksmålerdims spændt fast til armen - men bare sådan......... uden videre.

Det ene øjeblik er jeg en del af nattens mangfoldige mærkværdigheder og fabulerende frivoliteter - trykmålinger, forbiflyvende tankestrejf, hylende ulve, tudende vampyrer, klaprende englevinger, og alt det andet, der kan finde på at dalre forbi i løbet af en lang nats drømme og søvn.

Det næste øjeblik er jeg lysvågen, med vidtåbne øjne og en krystalklar bevidsthed - parat til at møde det hele og slet ikke i tvivl om, at søvnen er overstået - slet ikke i tvivl om, at der forude venter en ny dag med alle dens opgaver, udfordringer, løfter, håb, skuffelser, erkendelser, og alt det andet, livet består af.

Lysvågen, med en følelse indvendig, som jeg ikke har mødt på noget tidspunkt, mens jeg var aktiv. Afklaret vidende, at muligheden for at begå fejl i løbet af dagen er reel. Men også vidende, at jeg ikke ønsker at skjule fejlene, hvis de bliver begået.

At jeg af al magt vil forsøge at gøre dem godt igen - med det samme.

Det er faktisk en ret underlig fornemmelse at vågne op med. Den her - Ok, du kommer til at begå fejl idag, så husk lige at sige undskyld og rette dem - Pronto !

Og så samtidig at vågne op med et glad smil på læben, en vidtåben bevidsthed, og en klar glæde over den nystartede dags mange muligheder - det er for mig den bedste opvågnen, der findes. Så gør det ikke noget, at uret kun viser tyve minutter over fem, og at vejrudsigten truer med både lyn og torden i løbet af dagen.

Det er jo bare en del af den natur, jeg selv er født ind i. Den natur, hvis vidunderlige mangfoldigheder omgiver mig dagligt med oplevelser, reflektioner, vidunderlige tableauer, og meget mere. Den natur, jeg var så voldsomt i gang med at fjerne mig selv fra, med det liv jeg levede som aktiv.

Jeg vil aldrig være længere væk fra det liv, end den afstand der er mellem min hånd og den første genstand. Men det gør ikke noget, for jeg ved hvor jeg kan finde hjælp til at rejse mig, hvis jeg skulle snuble og falde.

Og eftersom jeg er et menneske - og ingen helgen - så vil der ganske naturligt være muligheder i massevis for at kunne snuble, og dratte direkte ned i åbningen på den nærmeste flaske. En mulighed, kun den daglige eftertanke og det, i Sindsro at kunne acceptere de ting jeg ikke kan ændre, kan gøre noget ved.

Det kræver mod, det ved jeg godt. Et Mod, jeg har været igang med at finde frem til gennem lang tid, men som intet er værd, hvis ikke det bruges på basis af den Visdom, der ligger i at kunne kende forskel på det, der kan ændres og det, der ikke kan...........

Tankefuldt rejser jeg mig fra sengen, og trækker gardinerne fra. Min mave minder mig på, at jeg er morgensulten, og trangen til en god kop morgenthe blander sig med den let rumlende besked fra den desværre stadig lidt for store vom.

Så mens morgenlyset breder sig i mit langelandske paradis, vader jeg tanketyggende afsted ind i dagen. Bare sådan - et skridt ad gangen - et øjeblik ad gangen.

Ædru.