Jeg holder af........

.........hverdagen.

Allermest holder jeg af hverdagen - med alle dens gentagelser, uendeligheder, og dræbende ulideligheder. Med alle dens tåbeligheder og vidunderligheder - alle de sjove, onde, hæslige, smukke øjeblikke. Og hele det væld af dufte og smage, kærlige og behagesyge, krøllede og forlangende, grå og farvestrålende, eksistenser, der vælter rundt i den.

Så Jo, jeg holder af hverdagen.

Og Ja, kære læser, det er en slags citat fra Dan Turell's digt om nøjagtig det samme, der på den måde indleder denne dags blog - et indlæg, der har været hele ti hverdage undervejs, inden det endelig fandt hvile i min trætte hjerne.

Jeg har nemlig været blokeret i min ellers flydende skrivelyst - buret inde, af en tekst jeg ikke kunne finde ud af - en tekst, der tiltalte mig på så mange forskellige måder, men som jeg var bange for at citere fra, fordi jeg følte den ville kunne sende nogle forkerte signaler.

Teksten der har blokeret mig, er Tove Ditlevsens - og stammer fra et af hendes mange indlæg i en formiddagsavis for mange år siden. Hun skrev den, som en kommentar til et mislykket selvmordsforsøg, hun nogle få uger forinden havde gået igennem. Og trods sin dystre baggrund, er den efter min mening i allerhøjeste grad værd at læse - og værd at tænke over.

Så her, kære læser - får du så ikke som vanligt mine egne mærkværdige tanker om livet, universet, og alt det der - men istedet for Tove Ditlevsens klumme fra oktober nittenhundredefireoghalvfjerds:

----------------------------------------

Den Uendelige Lykke Ved Aldrig Mere At Skulle Se Noget Menneske I Verden.

Rask som fuglen frisk sprang jeg så ud på Boulevarden den eftermiddag, da jeg gjorde alting for sidste gang, hvad der i sig selv er vidunderligt, når man nu er så forfærdelig træt. Skyerne havde lagt sig til at sove på fliserne, fordi jeg ikke havde brug for dem. Jeg kunne ikke have al deres flyden sammen og evige foranderlighed, færdig med dem. 

Det regnede fra en stærkt blå himmel, og alle mennesker opløstes og forsvandt, idet jeg gik forbi dem. De fik den blideste død uden at mærke det mindste, akkurat som de to hundrede uoverkommelige ulykker i min vindueskarm, jeg lige havde revet i stykker. Og som den sidste jeg talte med, mens jeg endnu befandt mig inde i mig selv, et opholdssted jeg aldrig har brudt mig om. Det var en dame fra Journalistforbundets avisudklipsbureau. Hun gjorde mig opmærksom på, at jeg skyldte dem 700 kr., hvad jeg naturligvis var ligeglad med, men jeg var fornuftig nok til at opsige mit abonnement. 

Så tog det hele fart som til lyde af pauker og trommer, og alt mens jeg for at lede forfølgerne på vildspor styrtede fra den ene taxa til den anden med min sammenrullede sovepose og de nødvendige remedier i en gammel grim taske, slog jeg alle mennesker i hele verden ihjel. Lige fra Kejseren i Kina, så sorrigfuld, til den onde og ulykkelige Ulrike Meinhof for slet ikke at tale om Bent Bertramsen og dem oppe i regeringen og manden på gulvet og akademikerne og arbejderne og rødstrømperne, og dem jeg kunne lide og dem jeg ikke kunne lide, de onde og de gode, og dem, der ikke skulle græde for min skyld. 

Jeg blev ganske forpustet og kom hele tiden til at le, fordi jeg blev mere og mere lykkelig og måtte se helt fjollet ud med det enorme hoved, der dinglede på sin stilk af en krop, og så kom turen til alle ordene, der fløj utålmodigt ud af munden, ørerne og næseborene, og som jeg nu også bare skulle af med een gang for alle, men så længe nogen hørte dem, måtte de naturligvis sorteres, så kun små og almindelige kunne siges højt og tydeligt, resten måtte slippes løs på een gang når jeg nåede mit bestemmelsessted. 

Alle de stive opretstående tanker, der så længe havde været overanstrengte af planlægning og tilrettelæggelsen, brød sammen af sig selv, det behøvede jeg ikke at tage mig af. Vinden tog dem med sig, idet den med en sjov lille fløjten susede ind gennem det ene øre og ud ad det andet, der var ordentlig gennemtræk, og færdig med sådan et hvirvelvindsliv, når det nu er blevet sådan, at man overhovedet ikke kan finde ud af noget som helst mere og kun kender folk, der er ulykkelige eller folk, der drikker, hvad der jo kommer ud på et. Og heldigvis var den sidste taxa-Frederik stum som en dør og så ud som en, der er bange for spøgelser mens jeg fik fumlet sedlerne frem. 

Jeg gav mig selv et kvarters hvile, før jeg tog fat på det sidste stykke arbejde jeg skulle udføre. Hvilken umådelig fred og stilhed på denne våde plet i skovbunden! Den uendelige lykke ved aldrig mere at skulle se noget menneske i verden. Det regnede stærkere og den strålende københavnske himmel var fulgt med mig, og lige før intet nogen sinde mere ville forandre sig - nu lå jeg oven på soveposen - rev de allersidste ord sig løs fra min bevidsthed til noget der lignede de trætte og sprukne toner fra en lirekasse: 

Højt på kransekagens top 
står prinsesse Klare, 
Røde støvler har hun på. 
Himlen hende bevare. 
Røde støvler, en hat med fjer. 
de sødeste pusselanker. 
men i det skønne sukkerbryst 
en bitter mandel banker. 
Oh, en grusom konditorsvend 
forbitret hendes lykke. 
Dog må hun holde sig stiv og strunk, 
for hun har ståltråd i ryggen. 
Himlen bevare prinsessens liv 
og skærme hendes vandel. 
Den kan sagtens der har i sit bryst 
en ganske almindelig mandel.
(Louis Levy.)
-------------------------------------------

En længere omgang, du her blev udsat for, kære læser. Men nu ved du så - håber jeg - noget mere om, hvorfor jeg tager Én Dag Ad Gangen.

Og gør det i Sindsro.