Der må Revses.....

Pludselig er tankerne om, hvorvidt min Højere Magt er en Gud eller bare et styrende princip - eller for den sags skyld et Flyvende Spaghettimonster - ved at drive mig til vanvid.

Og det, at sidde til møder i Fællesskabet og blive præsenteret for det, der for mig virker som en fralæggelse af eget ansvar, bliver et irritationsmoment af allerhøjeste karat.

Jeg kan ikke, på nogen måde, se min Højere Magt som en person - en mand, med skæg og milde øjne, og være overbevist om at han  nok skal klare det, jeg ikke selv kan, hvis bare jeg lægger det hele over til ham. Det er der mange andre der har gjort gennem tiden, uden af den grund at blive hverken lykkeligere, raskere, eller bedre mennesker.

At den fællesskabsverden vi lever i så samtidig skelner mellem Os, der på grund af vores sygdom lægger al mulig ansvar overtil denne Gud og forventer at samme person skal tage vare på os - og på de mennesker, der i højere grad end jeg og mine medalkoholikere ville have brug for vedkommendes hjælp og støtte, men som sulter, pines, og dør uden nogen særskilt grund dagligt over hele kloden - dét piner mig.

Hvilken ret har de åh, så glødende troende, til at forlange en påstået almægtig Skabers totale opmærksomhed, når de samme mennesker samtidig intet gør for at hjælpe deres egne medskabninger ?

Hvilken ret har de til at forvente at alle med samme sygdom, skal ende med at "tro" på den Gud, de tilbeder, for at kunne undgå at samme sygdom bryder ud igen ?

Og den der med - Hans Veje er Uransalige - gider I ikke godt stoppe den op, hvor solen ikke skinner, og hvor jeg er højest når jeg plukker jordbær ? Den er i allerhøjeste grad den dårligste undskyldning for ikke at at tage sit eget ansvar alvorligt, og erkende at ting kan gå både godt og galt.

Hvis jeg skal kunne erkende mine fejl, mine fejltagelser, og mine dårlige beslutninger, straks jeg har begået dem - så skal der sgu ikke være noget wildcard, der kan fritage mig for al skyld - eller bliver det for nemt for mig bare at kunne henholde mig til, at det jo nok var noget, Han havde planlagt uden jeg vidste det, og Hans Veje kan ikke forklares, og det er Hans Vilje at det hele skal være som det er, og, og, og............

Noget eklatant sludder.

Mennesket har brug for noget at tro på, siges det. Noget, der er højere end det selv. Noget, der kan få mennesket ned fra den høje hest, når det først er kravlet derop. For Noget skal jo vide alt, ikke?

Der er kun én, der ved hvad jeg har brug for i forhold til min sygdom. Og det er mig  - og Min Højere Magt. For jo, jeg er skam ganske overbevist om at der e r noget der er højere end jeg, og har mere viden end jeg - jeg er bare ikke på nogen måde overbevist om, at samme Højere Magt ved alt, eller har al magt - eller bestemmer hundrede procent over mit liv og dets retninger.

Jeg tror på den frie vilje, og mulighederne for at kunne begå alle de fejl og alle de gode ting, det overhovedet er muligt at komme i nærheden af i hele det her liv, jeg lever lige nu.

Og på mulighederne for at kunne leve et liv - en dag ad gangen - der på så lille en måde som muligt skader mig selv og andre. Et liv, hvor jeg dag for dag kan tage stilling til, om jeg vil fortsætte med at være ædru - fordi det er en beslutning, kun jeg kan tage.

Og ikke fordi det er noget, en fortidig jomfrubefrugter, hvis største bedrift var at hænge sin egen søn op på et kors, synes det kunne være sjovt at lege rundt med.

Der findes så mange tusinde forskellige guder, som vi mennesker tilbeder på den ene eller den anden måde, her i år totusindeogatten - så hvorfor er det kun den DU tror på, der er den rigtige ?  

Er der da virkelig så meget Oxford-bevægelse tilbage i Fællesskabet, at det ikke er iorden at have sin egen overbevisning, uden at Programmet hele tiden skal hviske mig i øret at - Uuuh, det er iorden at du tror som du tror, men kun hvis du tror som der står, vil du kunne leve ædru på den rigtige måde........

Vi har hver vores vej ind i ædrueligheden, og min er så åbenbart anderledes når det kommer til den betingelsesløse tro på "Gud (som DU opfatter Ham)". Men ikke destomindre har jeg tænkt mig at forblive ædru også i dag - for det er det eneste, der for alvor har mening for mig.

Suk - ind imellem er det svært at finde Sindsro, når Sindet er fyldt med Uro........