07:50

Knapt er morgentheen skænket, og står dampende og ventende i koppen, før tanken melder sig: Hvad er egentlig vigtigst for mig - Sindro, Mod, eller Visdom ?

Er det Sindsroen, til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre - Modet, til at ændre dem jeg kan - eller Visdommen, til at kende forskellen, der står øverst på min liste over ønskerne for dagen i dag ? Eller er det ønsket om at være ædru, bare en dag ad gangen, der står forrest i dagens spekulationer ? Og hvorfor sidder jeg i det hele taget og spekulerer på netop dét - netop i dag ?

Det gør jeg, kære læser, fordi jeg her til morgen - helt nøjagtigt klokken nul syv halvtreds - for præcis to år siden valgte ædrueligheden og livet. Derfor er denne morgen fyldt med tanker, der alle har deres rod i dét præcise tidspunkt i Universets uendeligt lange løbebane.

Tanker, indeholdende de følelser, der gik gennem mig i sekunderne før beslutningen blev truffet, og røret blev løftet. Følelsen, af afmagt og fortvivlelse, der rasede gennem min krop med angsten for det ukendte stående truende allerforrest. Gråden, der pressede sig vej ud gennem mit jeg, da de forløsende ord fandt vej over mine læber.

Jeg er mør.

Jeg sagde den morgen farvel til det liv, jeg kendte. Farvel, til mennesker jeg havde bygget mit liv op på, gennem mange år. Farvel, til alle de krampagtige bestræbelser på hele tiden at have en ny undskyldning for næste tur parat.

Og jeg sagde Ja, til alt det, netop Sindsro-bønnen indeholder af ønsker. Ja til, kun at være ædru én dag ad gangen. Ja til, kun at kunne overskue netop dén dag, jeg befinder mig i, når det drejer sig om min ædruelighed og alt det, den indeholder.

Så hvis jeg endelig skal vælge én af de tre ting - Sindsro, Mod, eller Visdom - som værende den vigtigste i mit ædru liv, er der kun ét jeg kan gøre.

Jeg vælger Visdommen, til at kende forskellen på, hvilke ting, der kan ændres, og hvilke ting der ikke kan. For derigennem kan jeg finde Modet, til ændringerne, og Sindsroen til at acceptere status quo.

Og jeg accepterer, at jeg er alkoholiker, og at jeg ikke kan styre mit eget liv. Accepterer tillidsfuldt, at kun en magt, højere end mig selv, er istand til at gøre det, jeg ikke selv kan. Accepterer, at ved at overgive styringen af min sygdom til det, der er min højere magt, kan jeg endelig leve, som jeg gerne vil.

Ædru.

Klokken er 07:50 - det er den niogtyvende april - jeg hedder Per - og jeg er alkoholiker.