Morgen i Tryggelev - duedans og tankemylder.

Igen opdager jeg, at der pludseligt er gået over en uge siden mit sidste indlæg på blog'en. En erkendelse, der efterlader mig lettere forvirret, for - hvor pokker er dagene blevet af ?

Svaret driver ind til mig sammen med duften af den frisklavede morgenkaffe, og kildrer velbehageligt i sindet. Suk. Det er flytningen, der stadig sætter en kæp i hjulet, og efterlader mig så godt som tom for idéer til de daglige betragtninger.

Daglige........ Hæh, de er ved at blive ugentlige, er de, mumler jeg morgentræt ud gennem det så godt som ikke eksisterende skæg på mit søvnkrøllede ansigt.

Sagte klapper jeg dernæst  mig selv på ryggen - en ret besværlig øvelse, kan jeg godt fortælle - og minder mig om, at jeg ikke har noget jeg skal nå.

Ikke har noget, der står og k r æ v e r min totale og udelte opmærksomhed. Ikke er plaget af en kalender, der med alle sine bippende påmindelser gør det så godt som umuligt at sidde her, og bare nyde synet af mosen bag min have her i trygge Tryggelev. Ikke har nogen, der  afbryder mine morgentrevne tankeforsøg med indkøbssedler og støvsugning.

Ikke har......

Gu' har jeg da så. Gu' har jeg da fået pakket min hverdag med alskens aktiviteter og aftaler, her, hvor jeg endelig begynder at kunne se enden på den flytning, der begyndte for snart 4 måneder siden, og som har bragt mig fra vidunderlige Djursland til smukke, skønne, dejlige Langeland.

Og nærmest vrinskende af glæde, har jeg tastet aktiviteter, begivenheder, og møder ind i mit elektroniske vidunder af en slavepisker, så den har kunne minde mig om alt det, jeg i virkeligheden godt kunne have skubbet lidt til side, til fordel for det at få tastet mine tanker ind på den taknemlige og umættelige skærm.

Aftalerne på skønne Lejbøllegaard, hvor Bogbylangeland.dk er blevet lovet brug af mine fattige evner.

Timerne på Radio Langeland, hvor det at række ud til lytterne endnu en gang er blevet muligt.

Lægebesøgene på klinikken i smukke Rudkøbing, der er blevet nødvendige fordi mit blodtryk igenigen er drønet i vejret med endnu et rekordforsøg.

Og timerne i min smukke, dejlige kærestes favn, der under ingen omstændigheder kan undværes.

Derfor, kære læser, er det gået over en uge uden lyd fra mig.

Uden beskrivelser af det liv, der foregår udenfor mine langelandske vinduer - af de stære, der er begyndt at kurtisere hinanden - af de småfugle af uendeligt mange varianter og med lige så mange forskellige farver strøet ud over den bette fuglekrop - af den kat og due, der synes det er livsnødvendigt at foretage en nyopførelse af Dødens Triumf, bare uden Anisette's sang - og uden fortællinger om dét, der ellers kan finde på at løbe igennem min tidsmæssigt åbenbart kraftigt ramte hjernes krøllede vindinger.

Men jeg lover dig, du tålmodige indtager af mine morgenforvirrede udgydelser, at jeg nok skal komme efter det. At jeg nok skal sørge for at bringe Nyheder og Tanker fra det Tryggelev'ske hjem med kortere mellemrum - når der igen bliver tid til det.

For tid, er det eneste jeg har at give af, kære læser. Faktisk endda ikke mere, end de fireogtyve timer jeg just nu står i, og som er det eneste, der kan fylde mig med mulighed for at gøre og være det, jeg allerhelst vil være og forblive - ædru..........

En sagte pikken på ruden i min havedør afbryder mine tanker, og rykker mig ud af mit morgenbeklagende humør. Det er duen, der før var i gang med at udføre en drabelig ny version af Dødens Triumf, og som åbenbart har fået skræmt den anden medvirkende - katten - væk.

Nu vil den så meget gerne - tak - anmode om en bette håndfuld frø til sig selv og sine andre fjerede venner, så de langt om længe kan indtage morgenmaden. Så hvis jeg vil være så venlig, siger dens spørgende og let blinkende øjne, at lette min magre bagdel, og udføre det ønskede ?

Suk - selv dyrene her på Langeland har deres egen mening. Og har åbenbart også fået indført nok et menupunkt på min morgenagenda - Fodr Os !

Det vil jeg så gøre - mens jeg samtidig trækker vejret dybt og nyder smagen af frisk langelandsk luft, og synet af den ørn, der svæver i det fjerne. Og finder ud af, at livet her på Langeland ikke er det værste der er, når bare jeg tager det et trin ad gangen - én dag ad gangen.

Hvilket jeg har tænkt mig at gøre -  med den største Sindsro.