Vejr, vind - og trygge tanker.

Stille daler sneen ned.

Bliver pustet sammen i dynger af vinden - klæber til ruderne i hastigt smeltende dråber - og fylder grenene på træerne i haven med nye, hvide konturer, der hvislende lover at være væk igen inden dagen er omme.

Nok årets sidste snevejr på Langeland.

Egentlig skulle der slet ikke komme´noget her i påsken, men sådan er det jo med vejret. Ligesom med regeringen aner ingen hvad morgendagen bringer, før vejrguderne eller kuglekasterne har talt.

Suk.

Men flot ser det nu ud, udenfor. Hele natten har genskæret fra sneen lagt et blødt lys over alt - udvisket og blødgjort det, der ellers kunne have været mørkt og ukendt. Og gjort min første hele nat i min langelandske bolig til en varm og hyggelig en af slagsen. Trods ensomheden i dobbeltsengen og det stadige, men dog langsomt svindende, rod i huset, så lader det til at jeg er ved at være faldet på plads.

På plads på Langeland.

Det lyder jo næsten som overskriften til en af fortidens utallige romantiske småpamfletter - I ved, den slags, næsten alle unge piger med respekt for sig selv læste. Og som unge drenge også gennemtyggede - i hemmelighed, naturligvis. Der var jo ingen, der skulle komme og påstå man var en tøsedreng, bare fordi man kunne identificere sig med den unge, flotte overlæge/godsejer/sportsmand, eller hvad han nu var, vel ?

Men den tid er ovre. Forladt, til fordel for en tilværelse og et udseende ikke ulig det, en postsendt papkasse for det meste får, efter at have været i PostNord's forvirrede hænder.

Skrammet, med manglende hjørner og flossede kanter. Indeholdende en forvirret og rundkastet mængde begivenheder og handlinger, af den slags livet næsten ikke kan undgå at hælde ned i kassen til os alle sammen.

I mit tilfælde bare søbet ind i øl, vin, og spiritus af alskens slags.

Dog ikke længere sjaskende vådt, men efterhånden omhyggeligt tørret og nu kun med en svag efterduft af det, der var på vej til at ødelægge hele mit livs kasses indhold, og få kassen til at bryde totalt sammen.

Hvad jeg har brugt til at tørre min livskasses indhold med ? En behandling på Møllen - en uendelig mængde Sindsro - og et fællesskab af mennesker med samme sygdom.

Alt sammen dog kun én dag ad gangen - for det er den eneste måde, jeg kan være nogenlunde sikker på ikke at ødelægge min kasse igen - før den er kommet frem til den modtager, der står på adressemærkatet.

Indtil dét sker - og der endegyldigt skal kigges på, hvordan indholdet i mit livs kasse har klaret rejsen - vil jeg dog nyde turen. Nyde den kærlighed, der har fået kassen til at dufte af forår og malet roser på siderne af den. Nyde, at jeg stadig kan udtrykke mig - hvad enten det er på skrift eller på radioen. Og nyde, at hver morgen er ny, ubrugt, og fyldt med løfter om en dejlig dag.

En dag, som i dag vil blive brugt på Radio Langeland og senere i kærlige arme, inden den også er et overstået kapitel, der sluttes af med en kærlig og tankefuld gennemgang af det, der er blevet sagt og gjort, siden morgenlyset vækkede mig med alle sine løfter.

Tankefuldt smager jeg morgenens sidste kop the, og indsnuser duften af den honning, den er sødet med. Et langsomt nydende sip bringer mig tilbage på sporet igen, og sætter et smil på mine læber.

Livet er dejligt - én dag ad gangen.