Vadested.

De sidste mange dage har sneen dalet - nej, nok nærmere væltet - ned fra en vinterhimmel, der har været fyldt med alskens finurlige farver og former. Vinden har drilsk pustet den rundt, så den nu ligger i voluminøse dynger henover landskabet - helt uden at tage hensyn til veje, huse, biler, mennesker, og den slags petitesser.

Alt er dækket, og alt er nedfrosset.

Endda i en sådan grad, at selv mine sejlivede influenza- og lungebetændelsesbaciller har måttet give op, og surmulende frostsprængte forlade min stakkels plagede krop. De host, der kostede mig et brækket ribben, er blevet til en karrikatur af sig selv, og lyder nu nærmest som kom de fra en vinterplaget skovmus.

Så lige så stille begynder livet at ligne netop dét - et liv - igen. Og vandringen over det vadested, min flytning til det andre kalder Udkantsdanmark, jo i virkeligheden er - kan fortsætte med nye kræfter og nyt mod.

Jeg har dog ikke ligget på den lade side, de sidste mange dage. På trods af diverse sygdommes heftige indgriben i mine mentale muligheder - med deraf følgende febrile fabuleringer, manglende blogskrivning,  og massiv selvynk - har der været masser at deltage i, rundt omkring den sygeseng jeg egentlig aldrig rigtigt fik puttet selv mig ned i.

Et Lan-party - en årligt tilbagevendende og nærmest hellig begivenhed i den familie, min kæreste har inviteret mig ind i, og som helt af sig selv medførte masser af myldrende muntre møder, med varme, kærlighed, venskaber, og natteroderi over Heroes 3, Sequence, World of Warcraft, og andre lignende småmuntre aktiviteter - udført i hyggelig samdrægtighed trods et spænd af år fra to til firetreds.

Fulgt på plads af masser af mad, mad, mad - chips, cola, kaffe, the, slik, og hvad der nu ellers hører til et godt og hyggeligt computerspilsbaseret samvær henover en weekend - døgnet rundt.

Samt bringende masser af minder tilbage - fra dengang min verden var vældigt meget yngre, og Computercafeen på Absalonsgade i Slagelse næsten var mit andet hjem.

Jeg tillader mig lige - på dette tidspunkt i denne længe ventede og af alt muligt udskudte blogs tilvejebringelsestidspunkt - at udstøde en håndfuld lykkelige suk, mens jeg sidder og kigger fjolleforelsket rundt på de omgivelser, jeg just nu befinder mig i.

For jeg kan mærke, at vadestedet er ved at være passeret. Alt er bragt med til mit nye hjem, og med undtagelse af en Herstal-gulvlampe og en kinesisk skål, har alt indtil nu overlevet den lange flytning.

Ja selv min ædruelighed har overlevet flytningen - men kun fordi jeg undervejs har kunnet tillade mig at bremse op på daglig basis, og minde mig selv om at have sjælen med - én dag ad gangen.

I sig selv, er sådan en totalomrokering ganske farlig for mig og min sygdom. Den indeholder jo alt det, der før i tiden kunne skubbe til et vaklende læs og sende mig på en vild og voldsom deroute ned ad tilbagefaldets knubrede sti.

Sortering i minder - genkaldelse af vanvittige handlinger - stress - lange, trættende flyttedage - samt følelsen af endnu engang at have påbegyndt en flugt - alt det, ville før i tiden have fået mig til at mene, at sådan en ny start helt sikkert også betød en ny mulighed for at kunne smide min sygdom væk, og begynde at drikke socialt igen.

Det hedder at putte mig selv blår i øjnene, gør det.

Og intet af det har haft effekt denne gang. Der er ingen flugt, i flytningen - kun kærlighed og afklarethed. Masser af minder og masser af genkaldelser, det er der -  men ingen af dem er så meget som i nærheden af at kunne vælte noget.

Der e r nemlig ikke noget vaklende læs at vælte - det læs, der var, har min daglige gennemgang af  egne handlinger, samt den daglige Sindsro, holdt nede på et minimum. Så jeg kan med største ro i sindet trække den sidste hest op af vadestedet - forlade de farlige vande - og spænde dagligdagens krikker for vognen igen.

Hyp, hyp - derudaf det går - i Sindsro og kærlighed - Én dag ad gangen.