No'et køøøn at kig' pååå.

Der er nu noget over sådan en snemorgen her på øen.

Når de store, af naturen smukt udformede snefnug, har lagt sig i bløde bakker over det hele, og alle skarpe kanter er blevet udblødt, kan jeg se endnu en af grundene til at forelske mig i øen.

Det bløde, rolige, og dog så insisterende lys, der lægger sig som baggrund overalt, og som fremhæver klokketårnene på øens kirker, fra den majestætiske kirke i Bagenkop - udtales med et meget dybt A, hvis man altså er fra dén del af øen - over Tryggelevs vejkantplacerede, Rudkøbings glughullede, og Simmerbølles en-kirke-skal-ligne-en-kirke - til Tranekærs tyrolskinspirerede vidunder.

Det gør meget, det lys. Ikke bare fylder det landskabet med en baggrund af æterisk skønhed - det fylder også min sjæl med ro og tilfredshed. Og fortæller mig, at jeg er kommet hjem, hver gang jeg har krydset Langelandsbroen på vej mod Sydøen.

Sydøen.......

Endnu en af de ting, der er helt specielt for Langeland - at man opdeler sig i Sydøen og Nordøen. Dette gøres med den største naturlighed - ikke som i andre øsamfund, hvor der mange gange er ligefrem indædt fjendskab mellem de forskellige dele af øen - men som noget, der er hævdvundet, og uforanderligt. Øen består af Nordøen og Sydøen - og linien mellem Rudkøbing og Spodsbjerg er grænsen mellem Himmel og Uhadadadada.

Basta !

Hvilken del af øen, der er hvad, er ikke til at finde ud af, men man bærer over med dem, der bor i den anden ende af øen. Ja man holder måske endda ligefrem af dem, på trods af diverse tidligere lørdagsbalsbravader med brodne pander og blå øjne.

For er der én ting, man først og fremmest er, her på den langstrakte paradisklat, så er det Langelænder - og Langelændere holder sammen, gør de.

Og er du ven med en Langelænder, er der ikke nogen grænse for alt det go'e, han eller hun vil gøre for dig, og ikke den historie du ikke vil blive fortalt - om stederne, byerne, menneskene, dyrene, vindmøllerne, og alt det andet, der tilsammen er en del af Langeland og Langelænderne.

Hovsa - udenfor mine vinduer har en flok af de utroligt mange forskellige fugle, der åbenbart er på øen, besluttet sig til at afholde fællesmøde med en fasankok, og sammen indtage de frø og æbler, min nabo har strøet lige udenfor dem - for så har du jo no'et køøønt at kig' pååå, som hun sagde med et varmt Langelændersmil.

Det har jeg nu i også forvejen - endda en hel ø af skønhed og charme. Og jeg drikker den ind med morgentheen, mens solsortene, stillidserne, rødkælkene, og de utallige andre arter af flyvende pipdyr, der er hernede på Sydøen - jaja, I har dem også oppe på Nord, det ved jeg godt, men jeg ER jo blevet Sydbo nu - hopper rundt om de spor, et natligt besøgende dådyr har afsat i sneen.

Her kan jeg leve - her kan jeg elske - her kan jeg bo..........

Én dag ad gangen.