Blæs, små vinde, blæs.

Morgentheen damper i kruset, mens blæsten buldrende kaster sig om hjørnerne på huset. Duften af den honning, jeg havde med herned til Langeland kildrer mine næsebor, mens jeg morgendistræt kigger ud af vinduerne og opdager, at de små pipdyr nærmest kravler hen langs græsstråene, for at lede efter den føde, der blev strøet til dem på en mere vindstille dag.

Det blæser, hernede på bolværket mod sydøst.

Egentlig er der ikke noget at sige til det, der er jo ret meget åbent vand ned mod vores sydlige naboer, hvor vinden kan få fart og styrke. Og så vidt det er blevet mig fortalt, skulle blæsten mere være reglen, end undtagelsen - både langs de langstrakte Langelandske strande, og inde bag de blødt formede bakker og skove, øen er så smukt udstyret med.

Den slags havde jeg ikke på Djursland, fortæller jeg mig selv. Der var vinden altid mild, og ingen buldrende blæst vækkede mig om morgenen, forsikrer jeg mit morgensøvnige jeg. Der var bakkerne blødere, og skovene sødere, hører jeg min indre eventyrfortæller svulstigt synge.

Og inden jeg ser mig om - og mens smagen af den vidunderskønne Djurske honning spreder sig på tungen sammen med morgentheen - dukker både Mols Bjerge, Fregatten Jylland, og hundredevis af andre minder op i hukommelsen. Minder, der som alle andre minder er præget af det ene, minder aldrig undgår at indeholde.

En viden, der siger Fortid - Dengang - Ikke mere - og Lagt bag mig.

En viden, der gør mig klar over, at selvom jeg endnu ikke har oplevet smagen af Langelandsk honning - den skal dæleme stå tidligt op, for at stå mål med honningen fra min tidligere honningpusher - og selvom jeg heller ikke har set alle de underskønne steder på øen endnu, eller smagt på alle de lokale specialiteter - og ja, jeg kender godt både Stryhns, og dem med knækket - selvom jeg endnu ikke har haft fornøjelsen af alle de forskellige dialekter, der er fra nord til syd - ups. jeg må hellere sætte syd først, når jeg nu bor hernede - fra syd til nord, så er den her langstrakte, muldfede, dyremyldrende ø mit hjemsted - mit helle.

Og pludselig gør det slet ikke noget - det der blæstværk.

Pludselig bliver det - samme med det morgenlys, der nu har spredt sig over himmelen, og afsløret et forsigtigt dådyrs trippen forbi bopælen - en del af det, jeg dagligt er begyndt at føle i mit hjerte. En del af nydelsen ved at være i live - en del af nydelsen ved at være ædru.

En del af Livet, på Livets betingelser.

Og mens den snart sidste dråbe af honningen fra min tidligere bopæl, nydelsesfuldt triller nedover mine smagsløg sammen med min stærke kop morgenthe, går det op for mig, at det her - den Langelandske naturs egenhed - kan jeg gå hen og blive forfalden til.

Bare én dag ad gangen.