Imorgen er der atter en dag.

Der er mange måder at flytte på - alt afhængig af alder, temperament, og helbred. Og så også geografi, naturligvis. For en ting er helt sikkert, ikke to flytninger er ens - heller ikke selv om det er den samme person, der flytter.

Tag nu den flytning, jeg har været igang med de sidste 7-8 uger. Den er - om nogen - et klassisk eksempel på hvordan det går - eller k a n gå - når man flytter  - og så endda til Langeland.

Allerførst skulle jeg måske lige pointere, at flytninger før i tiden har været noget, jeg fik overstået i en ruf - en, to, tre, og så var det flyttegods, jeg havde brugt uger på at pakke ned, pakket ud igen, og det nye hjem parat til brug - funklende, skinnende, og med masser af løfter om alt muligt.

Ikke denne gang, kære læser - ikke denne gang. Selvom der er masser af go'e løfter i mit nye hjem, har processen med at få sat hjemmet på benene vist sig at være en noget mere langstrakt affære, end jeg nogensinde før har været vant til.

Tag nu bare det der, med at samle og opsætte nye ting i sådan et nyt hjem. Den slags kommer jo næsten naturligt, når der bliver flyttet fra et sted til et andet - gammelt ryger ud, og nyt bliver købt.

Men at samle et 8-rums toiletskab fra JYSK på Langeland, føles mere som en mellemting mellem "Stille flyder Don" og "Ka' deeet nu ha' si' reeetighe' ?", end som en eftermiddags hyggeligt og fællessocialt udført arbejde

Det har indtil nu taget mig mange dage, før jeg endelig fik samlet banditten fuldstændigt, og placeret den hvor den skulle være. Og før jeg dermed kunne begynde at tænke på at tømme flere kasser, og sætte flere ting på plads.

Ikke fordi det har været alt for besværligt at følge den der brugsforvirring, der fulgte med - men nærmere fordi helbredet har sat nogle naturlige grænser. Og så også lige fordi den her landsdels mentalitet er begyndt at virke.

Hernede ta'r ting nemlig tiiiii'.

Men det gør ikke noget. Jeg er ved at få den der rolige Langelandske må'e at ta' tingene på, ind gennem sidebenene. Den der med, at når vi det ikke i dag - jamen så er der da altid imorgen, ikk'?

Tidligere handlede sådan en flytning ellers om, at kunne sætte mig ned efter velfortjent arbejde - samt undervejs i processen med at nedpakke, transportere, indslæbe, udpakke - og nyde en velfortjent humle eller fler' - som hovedregel fler' - inden næste kraftige ryk.

Det er i sagens natur ikke en mulighed, jeg på nogen måde har haft lyst til at udforske denne gang - hverken på det ene eller det andet tidspunkt under den nu mange uger gamle proces - for det er min Sindsro og min ædruelighed mig for kær til.

Ej heller ville jeg før i tiden have tilladt mig selv at blive syg, hverken før eller under sådan en flytning, men sørget for meget grundigt at have druknet eventuelle baciller i så høje procenter som muligt.

Nu sørger jeg bare for, at der er plads til at være menneske - syg, når dét er nødvendigt - rask, når tiden er til dét - og at nyde alt det, min nye status som Langelænder-wanna-be kan medføre, i fulde drag.

Nyde morgenlyset over Sydøen - nyde det righoldige væld af forskellige pipdyr, der dagligt fylder i udsigten over mosen fra mit skriverum - og nyde, at man her på øen lader til at have en medfødt naturlig "Én dag ad gangen"-indstilling til tilværelsen.

Den passer nemlig mere end godt til det, jeg har lært gennem de sidste sekshundredeogfirs dage - at dagen i går er væk og ikke kan laves om, og at ingen ved om dagen imorgen i det hele taget kommer - så det kun er dagen i dag, der har betydning, og kan leves fuldt ud.

Så skidt med, at der stadig står mange kasser og tigger om at blive tømt for indhold, der skal finde nye pladser i mit nye hjem. Skidt med, at dagene flyder stille afsted, sålænge hver enkelt af dem kan indeholde masser af Sindsro og kærlighed.

Og skidt med, at jeg måske aldrig bliver andet end en tosset skribent, der har lagt billet ind på at blive Langelænder.

For det er jo ikk' det værste der kunne ske - sådan, fireogtyve timer ad gangen.