At skrive eller ikke at skrive.......

......... er nu noget mærkeligt noget. Især når det handler om dét, at sætte sig og skrive et blogindlæg.

Sådan at få hele den der kreative proces igang - næsten som på kommando - og begynde at flette ord sammen, der skal ende med at give en eller anden form for mening. Gerne mens indtagelsen af indtil flere kopper morgenthe fylder næseborene med velduft, og smagsløgene med eksplosioner af morgennydelse - samt mens min morgensovende muse sender mentale billeder af alskens anden, og mere fælles aktivitet, der kunne udfoldes mens det vidunderlige Langelandske lys bryder frem, og dagen begynder..

Især når morgenen her i Tryggelev finder mig lettere uforberedt, og også lokker med helt andre kreative gøremål, end det at elske og taste så fingrene gløder.

For jeg burde egentlig være i gang med at øve på det, jeg imorgen har tænkt mig at fremføre for en ordentlig flok ukendte mennesker, istedet for med alle tegn på nydelse malet i ansigt og øjne at suge hele den langelandske morgen ind med alle fibre i min krop, og derefter nedfælde resultaterne i endnu en hyldest til den skønne ø, jeg er blevet beboer på.

Der er nemlig ganske spændende oplevelser på banen, når morgendagen bringer nyt lys over livet.

 En af mine ældste venner - en kvinde, jeg har kendt siden engang i sidste årtusinde -  har nemlig sammen med sin kæreste valgt at indgå ægteskab på vikingemaner - gennem en håndfæstning - og har i den anledning budt til fejring af kærligheden.

Så derfor har jeg forsøgt mig udi kvadets ældgamle kunst, og skrevet et sådant - som i sagens natur ikke skal afsløres her, da det jo først har premiere imorgen.

Hvilket så også betyder, at istedet for at sidde her, og spekulere på teksten i dagens blog-indlæg, så burde jeg altså stille mig ud på stuegulvet, og med høj samt kraftfuld røst øve mig i at kvæde det kvad, jeg vil fremføre. Bare så jeg på det rigtige tidspunkt imorgen kan huske, hvad det nu er jeg har nedfældet, og ikke kommer til at kløjs i ordene.

Men det lokker nu - det der, med at fabulere over den morgen der udfolder sig foran mine øjne. At væve et tæppe af ord, der kan beskrive den fornemmelse af glæde, mit indre til stadighed summer af. At udtrykke taknemligheden over livet, over ædrueligheden, over kærligheden.

Det, at kunne lade blækket flyde - altså i overført betydning, alt andet ville se grimt ud på skærmen - og lade ordene finde deres eget liv, deres egen verden, på et morgenblankt stykke med hvidt. Fortælle om de mange mærkværdigheder livet dagligt fører med sig, når man, som jeg, er nytilflytter til en ø, fyldt med måder at gøre tingene på, der stammer helt tilbage fra før Kong Humble drak sit første horn mjød.

For bagefter at lade det hele drive med nettets hastighed ud til læsende øjne, og måske dér skabe nye tanker, følelser, handlinger - og forhåbentlig endda bringe smil og glæde.

Dét er min morgen, mit liv, og min lyst.

Men da jeg har valgt at leve efter devisen Én Dag Ad Gangen, og har erkendt at kun dagen i dag kan leves fuldt ud - ja så må jeg også erkende for mig selv, at der er andet end morgenskriblerier og morgenkærlighed til min underskønne muse, der kan få livet til at føles levende.

Og herunder hører dét, at kunne glæde venner, på den måde jeg kan bedst. Med ord........

Derfor, kære læser, har jeg nu brugt utallige af samme slags, på at fortælle dig, at jeg i dag vil lade fugle være fugle, kærlighed være krydderiet, og ø-liv være kulissen, mens jeg vier hele min opmærksomhed på dét ene - at øve mig om og om igen, indtil kvadet sidder lige i skabet.

Hvilket jeg vil gøre ganske ædru - og med største Sindsro.