Der er langt - og det er på landet.

Mageløst morgenmuntert myldrer mangefarvede musvitter madsultent rundt udenfor vinduerne. De har selskab af sultne solsorte, rødmende rødkælke, stjerneøjede stære, og grossenolliker i hobetal - og alle som en -  er de Langelændere.

Til forskel fra mig, har de nemlig boet hele deres liv her på denne langstrakte lysomkransede himmerigsmundfuld, der med alle sine bøller og baller - både Tullerne, Simmerne, Illerne samt Sæd'erne og Kinder'ne - og alle de andre muntert klingende byer, tilsammen udgør det, der er på vej til forhåbentlig at blive mit livs bedste bosted.

Jeg ved godt, at det sikkert tager lang tid, inden jeg kan kalde mig for Langelænder. For det er skam ikke noget, man sådan går hen og bliver fra dag til dag - næh, ikkenikkenej. Man skal li'e kigges an - der skal findes ud af, om det nu ka' ha' sin rigtighed - og man ska' li'e husk' på, at man jo aller bli'er så'en rigtig indfødt, altså.

Det er også helt iorden -  for nærved og næsten, slår jo ingen mand af hesten.

Og sådan er det jo med den slags, næsten uanset hvorhenne i landet man flytter til - hvilket lige minder mig på, at jeg da også skal have puttet min Djurske side - min lille skønne Nimmer - ind på den erindringens hylde, hvor alle mine andre tidligere bosteder ligger og hygger sig med at udveksle anekdoter og grumtlydende spøgelseshistorier fra hver deres part af det, der indtil nu har været mit liv.

Den kommer i nu da godt selskab, den bette Nimmer, for et helt liv fyldt med flytninger rundt i Danernes dejlige land, har medført mangfoldigt mærkværdige oplevelser, der alle har ét særkende. De er fortid, og jeg har endelig, langt om længe, anerkendt dem alle som det, de i virkeligheden er - imtegrerede dele af den sygdom, jeg tog hånd om for sekshundredetreoghalvfjerds dage siden.

Men jeg er også sikker på - eller som det hedder på et ældre dansk - jeg er forvisset derpå  - og ja, jeg ved godt det er fjollet, men jeg ku' ikk' la' vær' - at rejsen mod det knæk, hvorpå man ifølge diverse reklamer kender en Langelænder, vil være nøjagtig lige så skøn, smuk, og vidunderlig, som det lys, der fra Frankeklint i nord til Dovnsklint i syd omkranser øen, og indtil nu har gjort mine første mange morgener i tryghedens levende by specielle og smukke.

"Jamen, hvordan ser der da ud, der hvor du bor ?", kan jeg næsten høre dig spørge, med ivrigt undrende nysgerrighed i stemmen.

Og det spørgsmål skal jeg da med største glæde besvare, kære læser, på den eneste måde jeg kender, og med de eneste virkemidler, der fungerer - for mig.

Skriftligt - dagligt - sindsroligt omkranset af fabulerende frivoliteter og muntert mærkværdige oplevelser, med pipdyr, dådyr, fasaner, katte, og alle mulige andre levende væsener som morgenmalet baggrund - og frem for alt :

Én dag ad gangen.