Det katte' gå helt galt.

Nogle gange virker det som om overgangen mellem nat og morgen slet ikke eksisterer. Det ene øjeblik sidder jeg bag skærmen i natlig indadvendt hygge - det næste øjeblik vælder det Langelandske Lys ind ad alle sprækker, huller, og åbninger, og forlanger at blive anerkendt og nydt.

Jeg har skam intet imod det - det der bløde, skønne lys, som den her langstrakte vidunderø er i besiddelse af, men da jeg jo e r Nyctophil af natur, og derfor egentlig har det allerbedst i nattens mangfoldige øjeblikke - skumringens kantudviskende ubønhørlighed, midtnattens fløjsbløde sorthed, dæmringens betvingende fremmarch - så klør det lidt i selvopfattelsen, at sådan en bette ø og dens særlige lysforhold kan have så stor en virkning.

Men det har den.

Og ikke bare på min selvopfattelse - næ nej, det besætter skam også mit humør, og tvinger mig nærmest til at føle mig fri, glad, godt tilpas, altnydende, og smilende.

Altså lige med undtagelse af, når ydre omstændigheder banker deres uimodståelige syn på virkeligheden ind mellem denne, min nyopdagede kærlighed til Lyset, og mig.

Som for eksempel når den første tanke, der når ind til min stakkels lille og stadigt halvsovende hjerne er, at jeg endnu ikke har fået sat mit nye hjem helt på plads.

Efterfulgt af diverse bekymrede tanker om økonomi, fremtid, familie, verden - samt alt muligt andet, der kan finde vej til en morgenubeskyttet tankeverden, som endnu ikke har fundet ud af, at livet - ligesom det var i går - stadig  er en hel masse andet end bekymringer og tankemylder.

Så er det godt, at noget af det første der møder mig her ved lysets fremmarch, er to morgenivrige katte. En, der smyger sig om mine fødder i legesygt kæleri, og en, der tillidsfuldt møder mit blik med store, åbne øjne, dårligt skjulende det altovervejende krav i feline hjerner om morgenen.

"Menneske, luk os ud."

Her er det så, at den opmærksomme læser har fundet ud af, at jeg ikke er hjemme i min egen bolig. Kattenene er nemlig min kærestes - kvinden, der her alt for tidligt på dagen stadig nyder Morpheus varme arme - og møder mig med samme tillidsfulde morgenivrighed, hver gang jeg befinder mig her.

En tillidsfuldhed, der til stadighed minder mig om, at andre end mennesker kan finde ud af at leve én dag ad gangen. Leve, og nyde fuldt ud, mens de bliver kælet, forkælet, nusset, leget med - og frem for alt - adlydt. For sådan er det jo med katte - de har ikke ejere, de har ansatte, der kun er sat i verdenen for at opfylde alle deres ønsker.

Her er det så, at jeg skynder mig at slå bremsen i, for ikke pludselig at have påbegyndt en ny Kattenes Lovsang. Den slags halvreligiøsitet har det jo med at sprede sig over indtil flere sider, og indeholde næsten alt for mange småpussenussede betragtninger over de små - men dog så uundværlige - kræ.

Og det er jo ikke det, blog'en handler om, vel ? Den handler jo om de betragtninger, mit liv har givet mig mulighed for at udtrykke, her, hvor jeg har været ædru i én millionfemtusindesekshundredeoget minut - og stadig tæller hvert enkelt minut og hver enkelt dag, én og ét ad gangen.

Så pisssst - væk med de der mange tanker om katte og morgenbløde poters legende nussen af mine bare fødder. Væk med den irriterende nydelse, der banker bekymringstankerne hen i en krog, hvor de kan ligge og smelte væk som kold is, når den bliver slikket på af ru missetunger.

Og ind med det, der virkelig tæller - livet, universet, og alt det der. Blødt lys og geniale tanker - storladne idéer og dybsindige beslutninger - langtskuende blikke, og betragtninger over øens mangfoldige skatte.............

Plus et væld af morgensultne fugle, kys i nakken fra kæresten - og to ivrigt kiggende småmisser med bløde snuder og magiske motorlyde i maven.

For så kan intet gå helt galt - én dag ad gangen.